Kronprinsesse Mary går til kamp mod vold
Kronprinsesse Mary befinder sig fra i dag på Grønland, hvor hun sætter fokus på de store problemer med vold i de grønlandske hjem.
Den danske kronprinsesse Mary er ikke bange for at tage fat på følsomme emner, og nu har det bragt hende til Grønland. Her skal hun de kommende tre dage deltage i konferencen “Vold i hjemmet – et fælles ansvar”.
Det er kronprinsessens egen fond, Mary Fonden, der afholder konferencen, der sammen med det dansk-grønlandske samarbejde Kattunneq skal sætte fokus på de store problemer med vold i de grønlandske hjem, skriver fonden i en pressemeddelelse.
Ifølge Mary Fonden har 62 procent af grønlandske kvinder på et tidspunkt været udsat for vold, men alligevel er vold i hjemmet et stort tabu i den grønlandske samfund.
Og netop tavsheden omkring volden er et af de problemer, kronprinsessen vil sætte fokus på ved åbningen af konferencen tirsdag.
Besøger krisecenter og børnehave
Inden konferencen åbner, vil kronprinsessen også besøge Nuuk krisecenter og en børnehave, der i forvejen samarbejder med Mary Fonden i kampen mod mobning, som også er et af fondens indsatsområder.
Kronprinsesse Mary og den grønlandske minister for familie, ligestilling, sociale anliggender og justitsvæsen Martha Lund Olsen mødes ved konferencen med flere end 170 fagfolk fra hele Grønland for at tale om, hvad en fælles indsats kan gøre for at bremse volden i de grønlandske hjem.
/ritzau/FOKUS