Kronprinsesse Mary bliver præsident

Fortsætter der hvor prins Henrik slap for to år siden.

Kronprinsesse Mary bliver præsident for WWF i Danmark. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprinsesse Mary bliver ny præsindent for WWF Verdensnaturfonden i Danmark.

Det oplyser WWF i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Kronprinsesse Mary vil dermed stå i spidsen for fondens fremtidige arbejde med at bevare dyrenes levesteder og naturens mangfoldighed.

Kronprinsessen, som igennem flere år blandt andet har arbejdet aktivt med FN’s verdensmål, glæder sig til at blive en del af WWF Verdensnaturfondens vigtige arbejde med at finde løsninger på de udfordringer, verden møder i forhold til naturbevarelse, beskyttelse af truede dyrearter og med at skabe mere natur til glæde for danskerne.

– Vi har kun én klode, og vi skal passe godt på den og dyrene, hvis vores børn og generationerne efter dem også skal have en tryg og naturrig verden at vokse op i. De projekter, som WWF Verdensnaturfonden arbejder med over hele verden, er vigtige i bestræbelserne på at bevare vores skove, koralrev og mangfoldige dyreliv, og det er afgørende, at vi i fællesskab finder nye løsninger på, hvordan mennesker kan leve i balance med naturen, udtaler Kronprinsessen i forbindelse med sin tiltrædelse.

Ser frem til samarbejdet

Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, ser frem til samarbejdet med Kronprinsessen som ny præsident.

– Jeg er meget stolt over, at Kronprinsessen har sagt ja til at bidrage med at skabe opmærksomhed om arbejdet med at sikre en bedre fremtid for naturen og dyrene. Med Kronprinsessen som præsident kan vi med uformindsket styrke fortsætte det gode arbejde, som Prins Henrik startede for 48 år siden i Danmark, siger Bo Øksnebjerg.

Fortsætter prins Henriks arbejde

Som WWF Verdensnaturfondens præsident følger Hendes Kongelige Højhed efter sin svigerfar Prins Henrik, der havde positionen fra 1972 til sin død for to år siden.

Powered by Labrador CMS