Kronprinsesse indgår designsamarbejde med tøjgigant

Den svenske kronprinsesse Victoria har sammen med sin mand, prins Daniel, været med til at kreere en ny tøjkollektion for H&M.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mor, kronprinsesse og nu tøjdesigner.

Alle de titler kan svenske kronprinsesse Victoria skrive på sit cv. Sveriges tronarving har nemlig indgået et samarbejde med tøjgiganten Hennes & Mauritz.

Sportstøj til børn

Den 39-årige kronprinsesse har sammen med sin mand, prins Daniel, været med til at udarbejde en H&M-kollektion med sportstøj til børn. Det skriver det svenske medie Expressen.

Partnerskabet mellem det royale par og den svenske tøjkæde sker i samarbejde med non-profit organisationen Gen-Pep, som er etableret af kronprinsesse Victoria og prins Daniel.

Skabe opmærksomhed om børns sundhed

I følge det britiske medie Hello! Magazine blev Gen-Pep grundlagt i sommeren 2016 og arbejder for at skabe opmærksomhed om børns sundhed.

Netop arbejdet med børns sundhed var også en af årsagerne til, at H&M valgte at indgå i designsamarbejdet. Det fortæller Joanna Morell, der er pressearbejder i tøjvirksomheden, til det svenske medie Expressen.

– Vi blev kontaktet af dem (Gen-Pep red.) i løbet af foråret, og det føltes både åbenlyst og inspirerende at være med i samarbejdet, siger Joanna Morell.

Det er ikke første gang, at kronprinsesse Victoria bliver sat i relation til H&M. Under Nobelprisfesten i Stockholm 10. december var kronprinsessen iført en gallakjole, der var designet af tøjmærket.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS