Kronprinsesse bliver til figur i kendt tegneserie

Kronprinsesse Victoria er med som tegneseriefigur i den svenske udgave af Anders And i anledning af sin 40-års fødselsdag.

Kronprinsesse Victoria er med som tegneseriefigur i den svenske udgave af Anders And i anledning af sin 40-års fødselsdag. Foto: ERNESTO BENAVIDES/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hun er vant til at se sit billede i både ugeblade og aviser.

Men nu er den svenske kronprinsesse, Victoria, på en helt særlig forside.

På forsiden af Anders And

I det nyeste nummer af Kalle Anka, der er den svenske udgave af Anders And, er kronprinsessen blevet forvandlet til en tegneseriefigur, og hun pryder nu forsiden af det kendte tegneserieblad.

Det skriver Svensk Damtidning.

Den animerede udgave af kronprinsesse Victoria er lavet, i anledning af at hun fylder 40 år fredag den 14. juli i år.

Kronprinsesse lykønskes

I bladet lykønskes hun med sin runde fødselsdag.

Forsiden forestiller en syngende Anders And, der springer ud ad en fødselsdagskage, mens den begejstrede kronprinsesse ser på iført glitrende smykker, et diadem, et andenæb og et stort smil.

– Det har været en stor ære at animere kronprinsessen til hendes store dag. Victoria har en stærk udstråling og med et smukt lille andenæb, er hun lige så lokkende og uimodståelig for Andebys beboere som for os nordboere, siger Arild Midthun, der er tegner for Kalle Anka, i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at et royalt familiemedlem pryder bladomslaget, og det er ligeledes første gang, at kronprinsesse Victoria ser sig selv som en tegneseriefigur.

Anna Bergström, der er redaktionel projektleder for Kalle Anka, fortæller til Svensk Damtidning, at den royale fødselar har været med i hele processen, og at hun også har set det endelige resultat.

Folkene bag tegneseriebladet har valgt, at det er royale fans og tegneserielæsere, der får lov til at navngive den animerede udgave af kronprinsessen.

Rund fødselsdag fejres med pomp og pragt

Kronprinsesse Victorias runde fødselsdag skal fejres med pomp og pragt, og i starten af juni meddelte det svenske kongehus, at markeringen løber over to dage.

På selve fødselsdagen fredag den 14. juli starter fejringen med en gudstjeneste om formiddagen i slotskirken ved det svenske kongeslot.

Hen over middag vil den royale fødselar modtage gaver fra blandt andre Sveriges statsminister, Stefan Löfven, mens der klokken 12 affyres en salut fra Skeppsholmen.

Herefter vil kronprinsessen og familien køre i karet gennem Stockholm, mens dagen slutter på Øland, hvor der vil være et arrangement.

Se forsiden her:

/ritzau/FOKUS


Powered by Labrador CMS