Kronprinsesse beklager forhold til Epstein

Kronprinsesse Mette-Marit mødte den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein flere gange i USA og en gang i Oslo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Norges kronprinsesse Mette-Marit beklager, at hun flere gange mødtes med den overgrebsdømte amerikanske milliardær Jeffrey Epstein – også efter at han var blevet dømt i 2008.

Det skriver den norske avis Dagens Næringsliv.

Kronprinsesse Mette-Marit, der mødte den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein flere gange i USA og en gang i Oslo, har mandag udsendt en beklagelse af forløbet.

– Jeg burde have undersøgt Jeffrey Epsteins fortid nærmere, og jeg beklager, at jeg ikke gjorde det.

– Jeg ville aldrig have haft noget med Epstein at gøre, hvis jeg havde været klar over, hvor alvorlig kriminalitet han var dømt for, siger hun.

Mødtes flere gange

Kronprinsessen mødte Epstein ved flere lejligheder mellem 2011 og 2013. Ifølge avisen blev de introduceret til hinanden af fælles bekendte.

Epstein tilstod i 2008 at have betalt en mindreårig kvinde for seksuelle tjenester.

Han blev dømt til 13 måneders fængsel ved en omstridt retssag, hvor mange mener, at han slap med al for mild en dom.

Andrew i skammekrogen

I Storbritannien har prins Andrew bedt om at blive fritaget for officielle forpligtelser på ubestemt tid på grund af sin relation til Epstein-skandalen.

Prinsen, der er dronning Elizabeth II’s anden søn, havde særlige forbindelser til Epstein. Han hængte sig i sin celle i Manhattan Correctional Center i august. Det skete, mens han afventede en my omfattende retssag om menneskehandel og overgreb på mindreårige.

Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.

Epsteins selvmord har været omgærdet af flere konspirationsteorier, da han havde været på venskabelig fod med USA’s præsident, Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton samt prins Andrew.

Powered by Labrador CMS