Kronprinsen fylder rundt: Joachim tvunget til afbud
Prinsen har til gengæld skaffet en afløser.
Når Classic Race Aarhus bliver afviklet i den kommende weekend, bliver det uden deltagelse fra Hans Kongelige Højhed prins Joachim, der ellers er et fast indslag i den oktanrige begivenhed.
Prinsen har meldt afbud til Classic Race Aarhus og gjort det klart, at han ikke dukker op for at køre sin cremefarvede Lotus Cortina i 65-klassen. Det skriver Classic Race Aarhus i en pressemeddelelse.
Det bliver i samme pressemeddelelse afsløret, at prinsen selv har fundet en afløser, så selve bilen alligevel kommer på vejen i den kommende weekend. Danmarks første Le Mans-vinder, John Nielsen, har fået tilbuddet, og han har takket ja.
Fødselsdag
Årsagen til, at Joachim må skippe weekenden i Aarhus, ligger i familiære forpligtelser.
”I forbindelse med H.K.H. Kronprinsens 50 års fødselsdag er min og min families deltagelse i fejringen påkrævet, og jeg kan ikke være på flere steder på én gang,” siger H.K.H. prins Joachim i pressemeddelelsen. Han er ked af, at han ikke kan deltage i årets løb.
”Overfor de mange frivillige vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse af netop deres store uselviske indsats for at holde Classic Race Aarhus øverst på den danske race-himmel,” lyder det fra prins Joachim.
Arrangørerne har modtaget afbuddet.
”Vi er meget kede af Prins Joachims afbud, men vi har naturligvis stor forståelse for, at familien kommer i første række,” siger løbsdirektør Mike Legarth i pressemeddelelsen.