Kronprinsen er vendt hjem
Kronprins Frederik er efter en lille måned i Schweiz vendt hjem til Danmark igen.
I store dele af januar har danskerne måttet undvære kronprinsparret og deres fire børn. Familien har det seneste stykke tid befundet sig i Schweiz, hvor prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine går i skole.
Torsdag er prinsen dog hjemvendt til Danmark, hvor han igen tager fat på sine officielle pligter indenfor landets grænser, fremgår det af Kongehuset.
Artiklen fortsætter efter videoen
Kronprins med fokus på lege
Torsdag formiddag deltager kronprins Frederik i den officielle åbning af en ny udstilling på Experimentarium i København.
Lad legene begynde hedder udstillingen, og det må man sige, at kronprinsen levede op til. Udstillingen, som er lavet i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Parasport Danmark, har fokus på De Olympiske Lege og De Paraolympiske Lege i Tokyo til sommer.
I bedste olympiske stil skød kronprinsen blandt andet med bue og pil og spillede basketball, ligesom gæster på Experimentarium generelt kan teste deres hurtighed, styrke og reaktionshastighed i 10 forskellige aktiviteter.
Endnu mere Olympiske Lege
For kronprins Frederik har januarmåned stort set handlet om De Olympiske Lege.
Han har den seneste tid befundet sig i den Schweiziske by Lausanne, hvor der er blevet afholdt Ungdoms OL. Kronprinsen har i sit hverv som IOC-medlem været med til at overvære en række præstationer, ligesom han også har overrakt medaljer ved legene.
Kronprinsen har selv delt en masse af sine eventyr fra sin tid til Ungdoms OL på Instagram. Han har blandt andet fortalt om de danske ishockeydrenge, der desværre tabte kampen, som prinsen overværede.
Hylder iværksætteri
Kronprins Frederik fortsætter dog ikke udelukkende i sportens tegn. Torsdag eftermiddag er han med til at uddele Industriens Fonds Iværksætterpris 2019 ved Danish Tech Challenge Award Show, der har fokus på forretning- og produktudvikling.
De virksomheder, der deltager, arbejder på at finde investorer og sikre patenter. Ligesom der også er virksomheder, der fokuserer på salg og markedsføring af nye produkter og løsninger.
Foruden et håndtryk fra kronprins Frederik formentlig, så modtager vinderen også 500.000 kroner.
Forlod familien i Schweiz
Generelt har kronprins Frederik – foruden Ungdoms OL – brugt dagene i januar i Schweiz af familiære årsager.
Den 6. januar 2020 var nemlig en stor dag for hans fire børn. Prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine startede i den internationale skole i Verbier.
Børnene skal gå i vinterskolen i 12 uger, før de vender tilbage til deres normale klasser på Tranegårdsskolen.
Kronprinsessen kommer også
Ved skolestart fortalte særligt prins Christian, at de havde glædet sig.
– Vi har glædet os rigtig meget til at lære et nyt land at kende og lære skolegangen i Schweiz at kende. Og selvfølgelig også stå lidt mere på ski og så lære nogle mennesker fra forskellige lande at kende, fortalte prins Christian.
Udover at kronprinsen tilbragte et par dage i familiens hjem i Schweiz, så er det officielt blevet meldt ud, at kronprinsesse Mary vil være hos dem under store dele af deres skoleophold. Det betyder, at hun i den tid ikke kan passe royale forpligtigelser.
Det tyder dog ifølge Kongehusets kalender på, at kronprinsessen vender tilbage til Danmark den 29. januar.