Kronprins-rådgiver i vild modvind
Kronprinsparrets hofchef er kommet i modvind omkring dobbeltrolle.
Kronprinsparrets hofchef Christian Schønau er tiltrådt som bestyrelsesformand bag fonden for Grundfos.
Det dobbeltrolle møder nu kritik af blandt andre TV2s politiske kommentator Hans Engell.
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at kongehuset har godkendt det, så man må gå ud fra, at de har tænkt det igennem. Men det er en uklog beslutning, og han burde heller ikke selv have lagt op til det. Det er ikke sikkert, at det giver problemer, det er bare ikke en god sammenblanding af kasketter, siger politisk kommentator Hans Engell til TV 2.
Flere undrener
Heller ikke hos Berlingske er man i tvivl om, hvorvidt det er en rolle, der passer sig for en hofchef. Her skriver Thomas Larsen i en analyse, at hofchefen “bevæger sig ind på en farlig kampplads”.
Undrer sig gør også sociolog og adjunkt ved CBS, Christoph Ellersgaard.
– Det er meget oplagt, at familien bag Grundfos nu kan blive favoriseret, når kronprinseparret skal besøge virksomheder, invitere til officielle arrangementer, og når der skal uddeles ordener og titler, siger han til Ekstra Bladet.
Hofchefen har netop været i Argentina med kronprinsparret og dronning Margrethe. Kronprinsen havde ingen kommentarer til TV 2s spørgsmål om Christian Schønaus dobbeltrolle.
Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby har tidligere over for Berlingske afvist, at udnævnelsen kan give problemer.
Christian Schønau har været hofchef siden 2010.
En hofchef er blandt andet ansvarlig for ceremonier og kontakt med offentligheden. Han anses også for kronprinsparrets nærmeste rådgiver.