Kronprins løber trods smerter i ryggen – er blevet tilset af eksperter
Er det klogt at løbe over 16 kilometer i fem forskellige byer, når man har ondt i ryggen? Muligvis ikke - men det skulle omvendt heller ikke være farligt. Der er således ingen grund til at skabe frygt for Frederiks førlighed.
Den triste melding om, at kronprins Frederik har smerter i sin ryg, har skabt frygt for Frederiks førlighed.
Men det er helt ubegrundet, for ifølge kongehuset løber Danmarks kommende konge ingen helbredsmæssige risici ved at deltage i det stort anlagte Royal Run mandag 21. maj.
Det uddyber kongehuset over for dagbladet BT.
Og meget tyder på, at smerterne ikke er alt for voldsomme for den snart 50-årige kronprins.
Kronprins: – Det er en fantastisk dag
Der var nemlig overskud til smil og highfives, da kronprins Frederik gennemførte det første af fem løb i Royal Run, som fandt sted i Aalborg.
Her var kronprinsen mandag formiddag ude på distancen “One Mile”, hvilket er 1,609 kilometer. Det voldte ham altså ikke større problemer.
– Det er en fantastisk dag, sagde han, da han var kommet mål i det centrale Aalborg.
Mere end 70.000 deltagere løber med Frederik
– Det her var en testdistance for mig, og den er forløbet som forventet. Der er ikke nogen smertetærskel, der er blevet oversteget, uddybede kronprins Frederik, inden han hastede videre til Aarhus.
9151 er tilmeldt løbet i Aalborg. I alt løber over 70.000 danskere med kronprinsen i de fem byer Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København i løbet af mandag.
Kendte.dk har selv forsøgt at få kontakt til kongehusets kommunikationsafdeling, men på grund af Royal Run har pressefolkene ikke mulighed for at besvare vores henvendelse.
Løber kronprinsen en risiko ved Royal Run
– Jeg har ikke tid til at tale med dig nu, og vi besvarer i øvrigt også kun henvendelser på mail i dag, fortæller kommunikationskonsulent Frederik Nellemann Linde, da Newsbreak.dk fanger ham over telefonen.
Vi ville gerne vide, om det ikke er lidt af en helbredsmæssig risiko, som kronprinsen løber, når han vælger at deltage i Royal Run på trods af rygsmerterne.
Vi kunne også godt tænke os at høre, om smerterne har nogen relation til den trampolinskade, som han var udsat for i 2016.
Frederik er blevet tilset af en ekspert
Det har vi desværre ikke fået svar på – men overfor BT har kongehuset oplyst, at kronprinsen er blevet tilset af en læge eller en fysioterapeut – og at der ikke er grund til at være nervøs for den kommende regent.
Rygsmerterne skyldes en løfteskade, som kongehuse i øvrigt ikke ønsker at uddybe yderligere.
Skaden blev offentliggjort i en video på kongehusets Facebook-profil, hvor kronprinsen selv fortæller, at han har ondt – men at han alligevel deltager.
Mandag 21. maj stillede kronprins Frederik til start første gang klokken 9 – og der var højt humør og tid til et opslag på instagram: