Kronprins Frederik i sejrsrus: -Det umulige er sket

Kronprins Frederik var fuld af begejstring, da de danske håndboldherrer søndag aften sikrede sig guldmedaljen ved OL.

Kronprins Frederik var blandt de mest entusiastiskie på lægterne, da Danmark søndag aften vandt OL-guld i håndbold over de franske verdensmestre. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Begejstringen ville ingen ende tage, da de danske håndboldherrer søndag aften kunne kalde sig olympiske mestre efter et brag af en kamp mod franskmændene.

Kronprins Frederik så med fra tribunen, da det danske landshold sikrede sig guldet, og han var jublende lykkelig, da sejren blev en realitet.

– Det umulige er sket. Vi har set et hold, der har spillet og kæmpet sig til det. Og hvor hver som en har givet sig selv fuldt ud. Det er så enestående, som det kan blive, siger han begejstret til TV 2 Sport.

Gik i omklædningsrummet

Efter håndboldlandsholdets pragtpræstation gik turen ud i omklædningsrummet, hvor kronprinsen lykønskede de glade gulddrenge. På kongehusets officielle Instagram-profil ser man kronprins Frederik midt i et sejrskram med landsholdets træner Gudmundur Gudmundsson, mens spillerne er i fuld gang med et begejstret og engageret sejrsråb.

– Danmarks 15. medalje ved De Olympiske Lege blev af guld. Kronprinsen har netop ønsket herrelandsholdet tillykke, skriver kongehuset til billedet.

Den royale arving har været en ivrig og stor støtte for de danske atleter under OL, der endte med hele 15 medaljer til Danmark. To af guld, seks af sølv og syv af bronze.

Se billedet af kronprinsen og håndboldherrerne her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS