Kronprins Frederik går 35 meter under jorden
Den danske kronprins har været på et spændende visit langt under jorden, hvor den københavnske metro bliver udbygget.
Hjelmen var spændt fast og sikkerhedsudstyret på som påkrævet, da den danske kronprins Frederik tog turen hele 35 meter under jorden for at besøge den kommende metrostation ved Marmorkirken, der ikke ligger langt fra Amalienborg, hvor han til daglig bor med sin hustru, kronprinsesse Mary, og deres fire børn.
Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.
Vandretur
Fra skakten, der fører under jorden, tog kronprins Frederik en vandretur på 700 meter fra sin kommende lokale metrostation frem til næste stop på Kongens Nytorv i den nyborede tunnel.
– På det uofficielle besøg var kronprinsen ledsaget af Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen. Han viste blandt andet sin kongelige gæst, hvordan man ved Marmorkirken har valgt at anlægge stationen med sporene oven på hinanden og ikke på hver side af perronen som på de øvrige stationer. Det betyder, at den kommende metrostation ved Frederiksstaden bliver lige så dyb, som Marmorkirken er høj, nemlig knap 40 meter (uden spir). Dermed bliver den Cityringens dybeste station, lyder det i pressemeddelelsen.
Kronprinsen var i 2007 med til at åbne den nye metrolinje til lufthavnen i København og var med om bord, da det første officielle metrotog kørte fra Kongens Nytorv og direkte til lufthavnen på 14 minutter.
/ritzau/FOKUS