Kronprins Frederik får fornemt besøg på sin fødselsdag

Det belgiske regentpar, det norske kronprinspar og det svenske kongehus er blandt gæsterne til gallataflet i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik fylder 50 år i dag, lørdag den 26. maj.

Klokken 12.00 vil tronarvingen træde ud på balkonen på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg sammen med kronprinsesse Mary, parrets fire børn og dronning Margrethe.

Om aftenen er dronningen vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor gæster fra ind- og udland vil være med til at fejre kronprinsens 50-års fødselsdag.

Blandt gæsterne er blandt andre det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.

Det fremgår af det norske kongehus’ officielle kalender.

Da kronprins Haakon giftede sig med kronprinsesse Mette-Marit i august 2001, var kronprins Frederik den norske tronarvings forlover.

Også det svenske kongehus er blandt gæsterne til gallataflet. Her kommer Sveriges regentpar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, samt kronprinsesse Victoria og prins Daniel.

Det fremgår af det svenske kongehus’ officielle kalender.

Ifølge det belgiske kongehus’ hjemmeside er Belgiens regentpar, kong Philippe og dronning Mathilde, også blandt gæsterne til gallataflet i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Dagen efter fødselsdagen og gallataflet vil kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Mary overvære showet “Hele Danmark fejrer kronprinsen” i Royal Arena i Ørestad i København.

Powered by Labrador CMS