Kronprins Frederik er tidligere hastet hjem til familien

Måske er det et tegn på, at det er meget alvorligt med prins Henrik? I 2000 rejste en nyforelsket kronprins Frederik nemlig hjem fra Australien for at være hos sin mormor, dronning Ingrid, der lå for døden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege.

Han er nu på vej til Danmark, da prins Henriks helbredstilstand er alvorligt forværret, oplyser hoffet.

Der er efterhånden ingen tvivl – det er meget alvorligt med prins Henrik.

Det vides ikke præcis, hvornår han forlod den koreanske halvø, ligesom det heller ikke er officielt, hvornår han lander på dansk jord.

En flyvetur fra Seoul-lufthavnen Incheon til Københavns Lufthavn tager knap 12 timer uden stop.

Tog hjem 14 dage før tid

Og det er ikke første gang, at kronprinsen afbryder et udlandsophold for at haste hjem til sin familie.

I 2000 afbrød kronprinsen sin rejse i Australien, da dronning Ingrids helbredstilstand var tiltagende svækket.

Han tog hjem 14 dage før planlagt, skrev Ekstra Bladet dengang.

– Ja, jeg har været i kontakt med kronprinsen, og han er taget fra Australien og er på vej hjem, sagde den daværende hofchef, kammerherre Per Thornit, dengang til Ekstra Bladet.

Direkte fra lufthavn til Fredensborg

Det var sket i samråd med den kongelige familie, fortalte hofchefen på det tidspunkt.

Da kronprinsen landede i Københavns Lufthavn i november 2000 tog han direkte til Fredensborg Slot for at være hos sin mormor, dronning Ingrid.

Kronprinsen nåede at se og tage afsked med sin mormor, som han havde et meget nært forhold til.

Han landede om morgenen den 6. november.

Ingrid døde dagen efter

Dagen efter, den 7. november, døde dronning Ingrid 90 år gammel. En uge senere blev hun begravet i Roskilde Domkirke.

Kronprinsen havde ifølge Billed-Bladet været i Australien for at besøge sin kommende kone, Mary.

De to havde mødt hinanden på en bar i Sydney kort forinden i september, da kronprinsen var i Australien for at overvære De Olympiske Lege.

Denne gang er kronprinsen på vej hjem fra Sydkorea for at være hos sin far, prins Henrik, der er indlagt på Rigshospitalet.

Powered by Labrador CMS