Krimikonge: Det skal jeg selv læse i sommerferien
Kim Faber, som har udgivet krimier med sin kone, Janni Pedersen, kaster sig selv over samme genre.
Sidste år debuterede journalisten Kim Faber, der gennem mange år har arbejdet for Politiken, med krimien “Vinterland”, som han har skrevet sammen med sin kone, TV2-profilen Janni Pedersen.
Tidligere dette år udkom duoens anden krimi i serien om politikommissær Martin Juncker og hans makker, Signe Kristiansen, “Satans sommer”.
Selv kaster den 65-årige journalist sig over gerne over krimier og anbefaler her, hvad man selv kan give sig til at bladre igennem og sluge denne sommer.
Hvad skal du selv læse?
– Jeg er gået i gang med Philip Kerrs krimiserie “Berlin Noir”. Der er ikke færre end 14 bind, så det burde række sommeren over.
Hvad vil du anbefale til læsning på stranden?
– Det er rasende irriterende at læse på stranden. Sand, sved, sololie, hujende rollinger og bøger er ikke noget godt miks. Men hvis det alligevel skal være, så noget let på den gode måde.
– Det kunne være en af Conan Doyles Sherlock Holmes-romaner – “Baskervilles hund” for eksempel eller “De fires tegn”.
Hvad vil du anbefale af læsning på en regnvejrsdag?
– “Drengene fra Nickel” af Colson Whitehead. Gruopvækkende, sørgelig, blændende god – og alt, alt for Black Lives Matter-aktuel.
Hvad kan du anbefale andre som et must til sommerferielæsningen?
– Den engelske forfatter Somerset Maugham er gået lidt i glemmebogen, og det er synd. Hans historier – ofte noveller – om livet i det fjerne Østen, dengang der var kolonimagter til, er fremragende. For eksempel “Regn” eller “Det brogede slør”.
Hvad vil du anbefale til læsningen i sommerhuset?
– Jeg er ikke den store biografilæser. Men Bruce Springsteens selvbiografi åd jeg. Og ja, jeg er fan.
– Selv om man ikke er vild med mandens musik, er det alligevel en fed bog om at blive voksen med alt, hvad deraf følger. Og selvfølgelig hedder den “Born to run”.
Hvilken bog skal man bare høre som lydbog?
– Jeg har aldrig selv hørt en lydbog, så der er jeg rimelig blank. Men ved nærmere eftertanke… hvad med “Vinterland”? eller “Satans sommer”? Begge indlæst af dygtige Dan Schlosser.