Kræver gave til syvårig prins tilbageleveret

Gaven er ellers fra selveste Sir David Attenborough.

Prins George var ellers tydeligvis glad for gaven. Foto: Duke and Duchess of Cambridge/Kensington Palace/Handout via REUTERS
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var julelys i øjnene, da syvårige prins George modtog en sjælden, gammel hajtand i gave fra legendariske Sir David Attenborough.

Det skete i sidste uge, da Attenborough besøgte Kensington Palace for at overvære sin seneste dokumentar i selskab med prins William. Det skriver Evening Standard.

Artiklen fortsætter under videoen

Tanden er fra den uddøde kæmpehaj Carcharocles megalodon, der uddøde for over en million år siden. Hajen kunne blive mere end 20 meter lang – og en voksen mand kunne stå oprejst i dens mund.

Vil have den tilbage

Men nu vil Malta, som hajtanden stammer fra, have gaven tilbage:

– Der er nogle genstande, der er meget vigtige for maltesisk historie, der ender i udlandet og bør komme tilbage, siger den maltesiske kulturminister Jose Herrera til avisen Times of Malta og fortsætter:

– Vi er gode til at være opmærksomme på historiske og kunstneriske genstande, men der er også naturlige genstande, der er vigtige for maltesisk historie. Disse ender ofte i udlandet og fortjener at komme hjem, siger han.

Sir David Attenborough har selv fundet tanden under en familieferie til Malta i 1960’erne.

Den slags genstande har siden 2002 været ulovlige at tage med sig ud af Malta.

Powered by Labrador CMS