Kongepar inviterer heldige undersåtter til kæmpe guldbryllupsfest
Det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja, har 29. august 2018 været gift i 50 år
Det har tidligere lydt fra det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja, at den imponerende begivenhed det er, at den 29. august 2018 kan fejre guldbryllup, skulle forbigåes i stilhed.
Men nu er der kommet andre boller på suppen i det norske. For de vil på dagen fejre guldbrylluppet med 200 heldige, helt normale nordmænd, når de inviterer til en festgudstjeneste i domkirken i Oslo.
Det står i stærk kontrast til et interview med den norske tv-station NRK, der blev bragt omkring jul sidste år med jubilæumsparret.
NRK spørger dem i interviewet, om de er klar til en ny stor fest, når de fejrer guldbryllup.
– Så stort, svarer kong Harald og illustrerer med den korte afstand mellem to fingre, hvor lidt der skal festes og fejres ved guldbrylluppet 29. august.
Han understreger at det for ham og dronningen er et stort personligt jubilæum.
– Det bliver et familiejubilæum, tror jeg nok. Et norsk familiejubilæum siger han og bliver afbrudt af dronningen.
– Det bliver meget nedtonet, tror jeg, siger hun.
Kongehuset stormet af interesserede nordmænd
Det norske kongehus offentliggjorde deres invitation af 200 helt normale nordmænd mandag eftermiddag.
Tirsdag kunne de konstatere, at de allerede havde modtaget 3500 henvendelser fra borgere, der ville tage del i festgudstjenesten.
Det norske kongehus kalder det på deres hjemmeside “utroligt hyggeligt”, at så mange ønsker at tage del – men har kun sendt invitationer ud til de 200 første, der henvendte sig.
Til gengæld kan resten af de interesserede nordmænd – og danskere – følge festgudstjenesten på direkte tv, når NRK sender fra den klokken 15 den 29. august.
Historien om kong Harald og dronning Sonja er en utroligt smuk kærlighedshistorie. De måtte i ni år holde deres forhold hemmeligt, da Haralds far, kong Olav, var imod at han blev gift med en borgerlig. Det kan man læse meget mere om HER.