Kongens hårde år: Men i dag er der fest

Kong Harald af Norge fylder fredag 83 år. Den seneste tid har været hård for kongen og familien, da både sygdom og dødsfald har ramt det norske kongehus.

Den norske kong Harald fylder 83 år. Det seneste år har dog været hårdt for kongen. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER. Foto: Scanpix/Haakon Mosvold/ via REUTERS
Den norske kong Harald fylder 83 år. Det seneste år har dog været hårdt for kongen. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER. Foto: Scanpix/Haakon Mosvold/ via REUTERS
Offentliggjort Sidst opdateret

Når den norske kong Harald fredag runder 83 år, kan han se tilbage på et år, som har været præget af gode, men på det seneste også svære tider.

Senest har kongen også været nødsaget til at sygemelde sig på grund af en virusinfektion.

Artiklen fortsætter efter videoen

Mistede tidligere svigersøn

Juledag kom det frem, at den norske forfatter Ari Behn, som var tidligere svigersøn til kong Harald og far til tre af kongens børnebørn, havde taget sit eget liv i en alder af blot 47 år.

Ari Behn blev gift med kong Harald og dronning Sonjas ældste datter, prinsesse Märtha Louise, i 2002. De blev skilt i 2017.

Kort tid efter nyheden om Behns død udsendte den norske konge en pressemeddelelse, hvor han beskrev familiens sorg.

– Ari var en vigtig del af vores familie gennem mange år, og vi bærer varme og gode minder om ham med os, skrev kong Harald.

Indlagt med svimmelhed

Foruden det tragiske dødsfald i julen har kongen selv kæmpet med sygdom.

I januar 2020 blev han indlagt på Rikshospitalet i Oslo, efter at han havde oplevet svimmelhed.

Her var han indlagt i en uge, men da der ikke blev fundet tegn på alvorlig sygdom, blev han udskrevet igen.

Kong Harald var dog efterfølgende sygemeldt i to uger, mens kronprins Haakon fungerede som regent.

Tilbage i 2003 fik kong Harald konstateret blærekræft, hvilket han blev opereret for. I 2005 gennemgik kongen en hjerteoperation, og han har også kæmpet med knæproblemer.

Den svære kærlighed

Kong Harald er gift med dronning Sonja, og parret kunne i 2018 fejre deres guldbryllup. Deres forhold begyndte dog under svære forhold.

Kong Olav V var nemlig ikke glad, da hans søn, prins Harald, i 1959 mødte Sonja Haraldsen, ligesom flere norske politikere heller ikke var begejstrede for romancen.

Som datter af en manufakturhandler var Sonja Haraldsen ikke velanset som tronfølger. Parret måtte derfor holde forholdet hemmeligt i næsten et årti.

De endte dog med at gifte sig i Oslo Domkirke den 29. august 1968.

Sammen har de børnene kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Powered by Labrador CMS