Kongelige mønter til salg: Skal du have fast i Christian den fjerdes sølv?
Der kommer 530 håndplukkede mønter, medaljer og pengesedler på auktionen - men i år kommer der også en ganske særlig sølvmønt under hammeren.
8. maj er der som sædvanligt møntauktion hos Bruun Rasmussen i København, men denne gang kommer noget helt særligt under hammeren.
Der er nemlig en 4-dobbelt speciedaler fra 1624 med i auktionen. Daleren er fra den folkekære Christian IV’s tid, og er lavet af hele 116 gram sølv fra de norske fjende ved Kongsberg vest for Oslo.
Kongens mønter til salg
Men det er ikke den eneste mønter fra Christian IV’s tid, og samlingen af de fine mønter belyser alle aspekter af tidens interessante og turbulente møntvæsen.
I 1618 blev den første danske krone-mønt “Corona Danica” indført. På disse mønter var motiver af Christian IV i helfigur på møntens forside og kongens krone på møntens bagside. På auktionen kan man finde flere eksemplarer af disse mønter.
Til trods for den store produktion blev de nye kronemønter ikke nogen succes. Det skyldtes blandt andet Christian IV’s store forbrug af penge på byggerier og 30-årskrigen.
Danmark fik sin egen sølvmine
Men Christian IV var en heldig konge, når det kom til det økonomiske. I 1624 blev der vest for Oslo opdaget store sølvforekomster. Det blev til et mineeventyr ved den nye by Kongsberg, og kongeriet Danmark-Norge fik sin helt egen forsyning af sølv.
Fra 1624 blev der produceret flere og større mønter end før, og mange af dem har fundet vej til den store møntauktion. Heriblandt den store sølvdaler på hele 116 gram.
Mønten er særdeles sjælden og i usædvanlig god stand med fin patina og uden stød eller poleringer og er derfor et af auktionens højdepunkter.
Fra Christian IV’s dagbog er det tydeligt, at mønten er blandt de første dansk-norske mønter, der er blevet præget af sølv fra Kongsberg.
Hvordan får man fingre i sølvet?
Auktionen finder sted den 8. maj på Nordhavn i København klokken 10-17 hos Bruun Rasmussen.
Der er eftersyn samme sted som auktionen torsdag 26. april fra 10-17, mandag 7. maj fra 10-17 og igen tirsdag 8. maj fra klokken 8.30 og til klokken 10.
Inden auktionen udstilles udvalgte højepunkter på Hotel Continental i Oslo den 24. april 15-19.
Klik igennem galleriet for at se de sjældne mønter, der er med på auktionen.