Kongelige i uniform: Derfor deltager de i stor militærøvelse

Mere end 50.000 soldater deltager for tiden i Nato-øvelsen Trident Juncture i Norge - og tirsdag havde kong Harald og kronprins Haakon såmænd også trukket i uniformen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nato-øvelsen Trident Juncture har deltagelse af omkring 50.000 soldater, 250 fly, 65 skibe og 10.000 landkøretøjer fra 31 lande – og tirsdag også to kongelige.

Den norske konge, kong Harald, og kronprins Haakon besøgte nemlig øvelsen tirsdag. Det royale visit fandt sted ved øvelsen på Røros.

Kongen og kronprinsen fik at vide, at øvelsen er en test af det genindførte totalforsvar, der er den samlede indsats fra hele landet i krise og krig – militært eller civilt. For hvis en alvorlig situation opstår, er civilsamfundet og forsvaret afhængige af hinanden, forklares det på det norske kongehus’ hjemmeside.

Efter orienteringen om øvelsen rejste kong Harald og kronprins Haakon til Glåmos, hvor de mødte soldater fra artilleribataljonen ved den norkse Bridade Nord.

Højtdekorede royale

Både kong Harald og kronprins Haakon har den højeste rang, man kan have i den norske hær. De er begge firestjernede generaler. Derudover har de også rang af general i flyvevåbnet og admiral i søværnet.

Derfor tog de to militærinteresserede kongelige sig god til at snakke med soldaterne om øvelsen og dens udfordringer.

Derefter mødtes kong Harald med engelske soldater fra Royal Marines. Kronprinsen mødtes med soldater fra det svenske forsvar, inden han også selv begyndte at deltage aktivt.

Kronprins Haakon skulle nemlig følge øvelsen i endnu en dag – og sove i telt med de andre soldater i felten.

Powered by Labrador CMS