Kongelig kærlighed: Sådan friede de galante mænd
Vi ved ikke, hvor prins Harry friede til Meghan Markle - men her kan du læse, hvordan kong Willem-Alexander, prins Daniel, prins William og kronprins Frederik friede til deres respektive partnere.
Britiske prins Harry har mandag formiddag annonceret, at han skal giftes med den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle.
Ifølge BBC skal parret giftes i løbet af foråret 2018.
Og vi ved ikke, hvordan prins Harry friede til Meghan Markle – men det kommer sikkert frem på et tidspunkt.
Læs her, hvordan nogle af de andre kongelige har friet.
Fra venskab til ægte kærlighed
Svenske kronprinsesse Victoria mødte prins Daniel, da han var borgerlig og arbejdede som personlig træner. Parret blev først nære venner, men relationen udviklede sig til kærlighed i 2002.
Efter syv års forhold faldt fitnesstræneren på knæ for kronprinsessen, og parret annoncerede forlovelsen i februar 2009.
Her afslørede prins Daniel, at han havde anmodet sin svigerfar, kong Carl Gustaf, om kronprinsesse Victorias hånd.
Prinsen var ganske nervøs
På valentinsdag gik han og kronprinsessen tur i slotsparken ved Drottningholm Slot, fortalte den dengang vordende brudgom i anledning af forlovelsen.
– Der var en fantastisk stemning. Jeg var naturligvis nervøs, jeg håbede på et ja, men var ikke helt sikker, sagde han, mens kronprinsesse Victoria ivrigt tilføjede:
– Jeg svarede: “ja, ja, ja!”
Iskoldt og hjertevarmt var det også, da Hollands monark, kong Willem-Alexander, friede til den borgerlige argentiner Máxima Zorreguieta Cerrut tilbage i 2001.
En tronarving på skøjter
Parret var ifølge Nettavisen.no ude at skøjte nær det hollandske kongeslot, da kongen, som på daværende tidspunkt var tronarving, friede til den borgerlige argentiner, som blev royal efter brylluppet i februar 2002.
Prins William og hertuginde Kates forhold går også tilbage til starten af årtusindskiftet.
Parret lærte hinanden at kende på The University of St Andrews i Skotland, og her udviklede venskabet sig til kærlighed.
Fandt sammen efter et brud
Efter et kortvarigt brud i 2007 fandt parret sammen igen, og under en ferie til Kenya i 2010 friede den kommende tronarving til den borgerlige brite.
– Jeg havde ikke gået og planlagt det i lang tid. Jeg vidste bare, at jeg ville gøre det et sted, hvor jeg følte mig godt tilpas. Hun forstår, hvad det betyder for mig at være i Afrika, sagde prins William dengang til CNN.
Under de olympiske lege i den australske storby Sydney i 2000 vandt kronprins Frederik den største sejr af alle. På en pub mødte han den dengang borgerlige Mary Donaldson, og parret forelskede sig i hinanden.
Frederik friede i Rom
Under en kærlighedsrejse til Rom faldt kronprinsen på knæ og friede på engelsk.
Det fortalte han i bogen “Frederik – kronprins af Danmark” ifølge BT.
– Og så sagde jeg bare: “Du kan ikke sige nej, du må ikke sige nej, du bliver nødt til at sige ja”. Og så sagde hun “ja”, og det var dejligt og lykkeligt. Vi var lykkelige og bare os to, sagde han i bogen ifølge avisen.