Kongehuset sender hilsner efter katastrofe
Det britiske kongehus rækker nu armen ud til ofrene for cyklonen Idai.
Det er næppe gået forbi manges næse, at der i flere afrikanske lande netop nu udspiller sig en kæmpe katastrofe. Cyklonen Idai har hærget i mere end en uge. hvor der nu officielt er fundet mere end 550 dræbte. Foruden de mange dødsfald er flere byer jævnet med jorden, mens der er massive oversvømmelser.
Ifølge myndighederne er redningsarbejdet blevet gjort væsentlig sværere, da de enorme oversvømmelser forsinker arbejdet. I skrivende stund er 242 mennesker omkommet i Mozambique og 56 i Malawi. Og senest har Zimbabwes forsvarsminister bekræftet, at 259 zimbabwere har mistet livet.
Ifølge Gemma Connell, der leder FN’s humanitære indsats i syd- og vestlige Afrika, forventer man, at dødstallet vil stige de kommende dage.
– Det er en meget kompleks redningssituation, der kræver en enorm indsats, sagde hun torsdag på et pressemøde i Mozambiques hovedstad, Maputo, ifølge Ritzau.
Samtidig opfordrede hun det internationale samfund til at sende nødhjælp og donationer til de ramte lande.
Kongehuset på banen
I det britiske kongehus har katastrofen heller ikke gået ubemærket hen og det har fået både dronning Elizabeth, William og Kate samt Harry og Meghan til at sende dybtfølte kondolencer.
– Prins Philip og jeg var dybt berørte, da vi hørte om de mange tabte liv og den omfattende ødelæggelse, som cyklonen Idai har forårsaget i Malawi, skriver dronning Elizabeth blandt andet i en officiel udtalelse til præsident Mutharika i Malawi.
Ligeledes har dronning Elizabeth sendt hilsener til præsident Nyusi i Mozambique.
– Vores tanker og bønner går til alle de, der har mistet dem de holder kært og dem, der har akut behov for mad, vand, medicinsk behandling og husly.
En lignende besked er også sendt til præsident Mnangagwa i Zimbabwe, hvor dronningen ligeledes sender tanker og bønner til de mange ofre.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at den britiske dronning har sendt en privat donation til Disasters Emergency Committee, der hjælper under naturkatastrofer.
Men de to britiske prinser William og Harry, samt deres hustruer har også udsendt en fælles kondolence til de berørte.
– Vi er dybt berørte af jeres tab og den ødelæggelse som cyklonen har forårsaget. Vores hjerter går ud til alle de, der har mistet deres kære, hjem og dagligdag, lyder det.