Kongehuset: Kronprins opereret
Kronprins Haakon blev mandag opereret i øret.
Norges Kronprins Haakon blev mandag opereret, og det smitter af på hans aktiviteter i den kommende tid. Det norske kongehus skrev mandag formiddag i en pressemeddelelse, at kronprinsen senere på dagen skulle under kniven.
Det er problemer med en særlig knogleudvækst i øret. Det kaldes i fagtermer for exostose, der er den mest almindelige form for knoglesvulst, og indgrebet er ganske simpelt. Typisk vil man skære hul på huden og efterfølgende fjerne udvæksten med en mejsel.
Problemet kan i nogle tilfælde gå ud over hørelsen, og derfor er det en god idé at få det opereret hurtigt.
Haakon fik foretaget det kirurgiske indgreb på Rigshospitalet i Oslo, og kongehuset skriver i en pressemeddelelse, at kronprinsens program de nærmeste to uger vil være kraftigt reduceret.
Ifølge det norske kongehus’ kalender vil kronprinsen i den kommende tid dog deltage ved både audienser og et statsråd den 8. marts. I weekenden deltager han eftersigende også i skifestivalen Holmenkollen, men det er uvist, hvor aktiv kronprinsen her vil være.