Kongehuset åbner op: Sådan forløb Henriks død
2018 var et begivenhedsrigt år for det danske kongehus - på godt og ondt.
Prins Henrik gik bort i begyndelsen af 2018, og det har sat sine spor. Ikke mindst hos majestæten, der nu har været enke i mere end et år. Men også økonomisk efterlod prinsens død et gabende hul, som Kendte.dk tidligere har beskrevet.
I den årlige rapport fra Kongehuset fremgik det således, at der i 2018 var oparbejdet et underskud på hele 1,6 millioner kroner. Forklaringen lød, at det primært skyldtes ekstraordinære udgifter til blandt andet prinsens begravelse.
Efter hans død blev der foretaget en tilpasning af de ansatte i Kongehuset – populært kaldet en fyring – så niveauet tilsvarede opgaverne. “Dette medvirkede til at begrænse underskuddet i 2018, og i 2019 forventes der balance mellem indtægter og udgifter”, skrev Kongehuset.
Det fremgår ikke helt tydeligt i det royale regnskab, hvordan pengene til begravelsen er forvaltet, men i årsberetningen, kan det altså udledes, at der i 2018 kontra 2017 har været større udgifter til for eksempel repræsentative omkostninger, og under “diverse” er der noteret en stigning på 400.000 kroner.
Umiddelbart skal det hele ikke drukne i kedelige tal og beregninger. For i samme årsrapport omtales prinsens begravelse i detaljer, og her kan det blandt andet læses, at 20.000 danskere var med til at tage afsked med prinsen. Ved det såkaldte Castrum Doloris.
Tiden efter døden
Prinsen døde kort før midnat den 13. februar omgivet af sine to sønner og sin hustru, Dronning Margrethe. Forinden var han blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, da prinsen efter eget ønske ville være “hjemme” i sin sidste tid.
Efter sin død blev det helt tydeligt, at manden betød noget for Danmark. “Da Prins Henriks båre blev overført fra Fredensborg Slot til Amalienborg, var mange borgere mødt op langs slotsalleen i Fredensborg for at sige et sidste farvel, og bilisterne holdt stille langs ruten til København”, skriver Kongehuset om tiden umiddelbart efter prinsens død.
Artiklen fortsætter under videoen
Ved ankomsten til Christian IX’s Palæ på Amalienborg var det Prins Henriks nærmeste ansatte, der stod for at bære båren op i den såkaldte Riddersalen i palæet. Her stod kisten i et døgn, mens en æresvagt bestående af værnepligtige fra Den Kongelige Livgarde og Kongeskibet Dannebrog stod vagt ved båren, der var svøbt i Prinsens eget flag.
“Da Prins Henriks båre om aftenen den 16. februar blev overført fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke, havde tusindvis af danskere taget opstilling langs ruten”, skriver Kongehuset.
Prinsens aske blev efter hans eget ønske delt i to. Den ene halvdel blev nedsat et sted i regentparrets private have på Fredensborg Slot, mens den anden spredtes over dansk hav. “Prinsens ønske blev opfyldt, og den kongelige familie var samlet ved begge lejligheder”, skriver Kongehuset.
En dybfølt tak
Majestæten udsendte ikke længe efter bisættelsen en tak for danskernes opbakning og støtte i tiden, hvor Margrethe var blevet “alene”. Den tak gentages også i årsrapporten.
“For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med Prins Henriks død og bisættelse. De mange smukke blomster, spontant nedlagt ved de steder, hvor Prinsen holdt af at være, de mange tusinde mennesker fra nær og fjern, som trodsede vinterkulden for at vise Prinsen den sidste ære i Slotskirken, og de utallige skriftlige sympatitilkendegivelser, vi har modtaget, har rørt os alle dybt”, lød det blandt andet.
Ved et pressemøde på Chateau de Cayx i august satte Margrethe for første gang selv ord på det at være blevet alene.
– Det er selvfølgelig anderledes at være her alene. Men det er godt at være tilbage. Han (prins Henrik, red.) kommer ikke lige ind ad døren og spørger, om vi skal gøre dit eller dat. Det skal jeg selv tage stilling til. Det må man lære og leve med, og det gør man jo også. Der er mange på min alder, der er i samme situation, sagde hun ved den lejlighed.
Vinslottet i Frankrig købte prinsen og majestæten selv i 70’erne.