Kongehus holder sommerkoncerter på slottet

Det kongelige svenske slot Gripsholms slott og kirken Riddarholmskyrkan danner ramme for en række sommerkoncerter.

Hen over sensommeren slår det svenske kongehus portene op til Gripsholms slott. Foto: Gomer Swahn.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hen over sensommeren slår det svenske kongehus portene op til Gripsholms slott. Slottet skal nemlig danne ramme for en række sommerkoncerter.

Det fremgår af det svenske kongehus’ officielle hjemmeside.

Lørdag den 29. juli optræder mezzosopranen Katarina Karnéus og pianisten Johan Ullén i Rigssalen på slottet, der ligger i Mariefred cirka 70 kilometer vest for Sveriges hovedstad, Stockholm.

Under årets sommerkoncerter optræder også solisten Doreen Ndagire og gruppen Brustna Hjärtan Barock, og så bliver der også afholdt et særligt arrangement for børn.

Sommerkoncerter flere steder

Det er ikke kun på Gripsholms slott, at det svenske kongehus slår dørene op for årets sommerkoncerter.

Også i Riddarholmskyrkan, som hører til det svenske kongehus, afholdes der en række musikalske arrangementer. Blandt andre optræder violinisten Semmy Stahlhammer i kirken.

Også det monegaskiske fyrstedømme inviterer til koncerter denne sommer.

Monacos fyrstepar, fyrst Albert og fyrstinde Charlene, holder en række musikalske udendørsarrangementer på slotspladsen foran Palais Princier de Monaco, der ligger i hjertet af Monte Carlo i det stenrige fyrstedømme.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS