Kongehus forsikrer: De royale har travlt trods sommeren
Selv om den svenske kongefamilie har en meget tom kalender i uge 33, er familien i fuld sving med de royale forpligtelser og forberedelser til efteråret.
Sommeren går snart på hæld, og for det svenske kongehus betyder det, at forberedelserne til efteråret allerede er i gang.
I uge 33 har den svenske kongefamilie ifølge kongehusets officielle kalender ingen officielle planer før søndag den 20. august, hvor landets regentpar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, deltager i en festkoncert.
Kongefamilie har alligevel travlt
Men kongefamilien ligger ikke på den lade side, men har travlt og er i fuld sving med forpligtelserne, forsikrer det svenske kongehus’ informationschef, Margareta Thorgren.
– Lige nu forbereder den kongelige familie sig til efterårets opgaver og et intensivt program, siger hun til Svensk Damtidning.
Af det svenske kongehus’ officielle kalender fremgår det, at de første efterårsplaner allerede er på plads.
Kronprinsesse Victorias mand, prins Daniel, skal blandt andet deltage i Idrættens Dag den 10. september.
Den 14. september deltager kong Carl Gustaf og kronprinsesse Victoria i en sikkerhedskonference, mens dronning Silvia samme dag skal indvie en kongres for neuroradiologer.
Det svenske prinsepar går dog et ganske særligt efterår i møde. Prins Carl Philip og prinsesse Sofia venter deres andet barn til september. Parret har allerede prins Alexander, der kom til verden i april 2016.
/ritzau/FOKUS