Kongehus-ekspert: Så alvorligt er det med prinsen

Kongehus-ekspert Trine Larsen er ikke i tvivl.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Henriks tilstand er alvorligt forværret. Det oplyser kongehuset fredag morgen i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

– Det er rigtig alvorligt. Det, at kronprinsen bliver kaldt hjem, viser, at prinsens tilstand er alvorlig, siger Trine Larsen, hofrapporter hos Billed Bladet, til Newsbreak.dk, da vi fanger hende mellem  interviews til DR og TV2 News.

I meddelelsen underskrevet kommunikationschef Lene Balleby fremgår det da også, at Kronprins Frederik er på vej til Danmark.

“Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark”, står der i pressemeddelelsen.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter en sygdom, der blev opdaget, mens prinsen befandt sig i Egypten hos hotelejeren Enan Galaly.

Godartet tumor

Senere kom det frem, at prinsen blandt andet var undersøgt for en tumor i venstre lunge. Denne var godartet.

– Det er helt tydeligt, at hans tilstand er blevet forværret de sidste dage. Man håbede jo at have fået bugt med infektionerne, siger Trine Larsen, der videre fortæller, at det var planlagt, at prinsen efter udskrivelsen skulle hjem til Fredensborg.

– Her skulle han jo nyde foråret, siger Trine Larsen.

Den 83-årige prins var også indlagt i sommer.

– Man skal jo huske på, at prins Henrik er 83 år gammel og de sidste otte måneder har kæmpet med helbreddet, siger Trine Larsen.

I efteråret meldte kongehuset nemlig ud, at prins Henrik lider af demens. Og det har indvirkninger på helbreddet.

Planlagt på forhånd

Hvorfor man fra kongehusets side har valgt at gå offentligt ud omkring den forværrede tilstand, står for nu en smule hen i det uvisse.

– Jeg kender jo ikke kongehusets bevæggrunde for det, siger Trine Larsen.

Hvad sker der, hvis prinsen ikke overlever?

– Så er der mange statsretslige ting, der går i gang med protokoller og så videre, siger Trine Larsen.

Ifølge hende er mange af de ting, hun omtaler, dog planlagt på forhånd, blandt andet, hvor prinsen skal begraves efter han meldte ud, han ikke vil begraves i Roskilde Domkirke sammen med dronningen.

– Familien skal selvfølgelig snakke sammen, men jeg ved ikke, hvordan dronningen vælger at gøre det, siger Trine Larsen, inden hun haster ind i studiet.

Kongehuset har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger, oplyses det.

Gode udsigter i sidste uge

Ved et arrangement i København i sidste uge sagde kronprins Frederik, at det gik fremad for hans far.

– Han er i de bedste hænder, og jeg har besøgt ham. Det er bare om at prøve at få ham godt på fode igen, sagde kronprinsen til Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS