Kongehus afslører

I midten af maj vil flere begivenheder finde sted i England for at markere dronning Elizabeths jubilæum

Offentliggjort Sidst opdateret

Buckingham Palace har offentliggjort det fulde program for fejringen af den britiske dronning Elizabeth II's platinjubilæum, der markerer 70 år på tronen.

Festlighederne vil finde sted fra 12. til 15. maj.

Som led i festlighederne vil den 95-årige monark blandt andet åbne dele af sit hjem for offentligheden, og der vil være optrædener med nogle af verdens største stjerner uden for slottet i London.

Rådet til at holde sig i ro

Det er uklart, i hvor høj grad dronningen kommer til at deltage i begivenhederne.

Dronning Elizabeth blev rådet af læger til at holde sig i ro, efter at hun tilbragte en nat på hospitalet i oktober af uvisse årsager.

Den britiske dronning Elizabeth fejrer i år 70-årsjubilæum. (Arkivfoto)
Den britiske dronning Elizabeth fejrer i år 70-årsjubilæum. (Arkivfoto)

Størstedelen af jubilæumspligterne menes derfor også at være blevet overdraget til resten af den kongelige familie, inklusive prins William og hans hustru, Kate.

I festdagene i midten af maj forventes mere end 500 heste og 1000 optrædende at deltage i et show på Windsor-slottet.

Her vil publikum blive taget gennem den kongelige families historie fra Elizabeth I til i dag.

Ingen navne afsløret

Der er endnu ikke sat navne på de kendte, der forventes at deltage.

Men det ventes, at nogle af de største navne i underholdningsbranchen vil optræde.

Der vil desuden finde flere begivenheder sted senere på året.

Verdens ældste monark

Dronning Elizabeth er verdens ældste monark.

Hun er også den, der har siddet i længst tid.

Også dansk regentjubilæum

Den danske dronning Margrethe kan også fejre regeringsjubilæum i år.

I denne uge har dronningen således siddet på tronen i 50 år.

De fleste fejringer af jubilæet er dog udskudt til sensommeren på grund af den igangværende coronasituation.

Enkelte arrangementer på selve jubilæumsdagen 14. januar vil forsøges gennemført.

Det gælder blandt andet statsrådet, modtagelse i Folketinget og kransenedlægning ved Frederik IX og dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke.

Powered by Labrador CMS