Kongefamilie aflyser besøg hos Carl Gustaf
Det norske kronprinspar vil lørdag besøge nogle af de pårørende til de dræbte i helikopterulykken nær Bergen.
Det norske kronprinspar og statsminister Erna Solberg besøger lørdag eftermiddag det center for pårørende, der er oprettet efter helikopterulykken ved Turøy ud for Bergen fredag, hvor 13 mennesker formodes dræbt.
Centret er oprettet på Scandic Bergen Airport Hotel. Her vil kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og statsministeren blive budt velkommen af koncernchef i Statoil Eldar Sætre.
Den norske kongefamilie har desuden aflyst sit besøg i Sverige lørdag i anledning af den svenske konge, Carl Gustavs, 70-års fødselsdag på grund af ulykken.
Der var 13 mennesker om bord i helikopteren, da den styrtede ned ved Turøy vest for Bergen fredag middag. 11 mennesker er fundet døde, mens eftersøgningen efter de sidste to fortsat er i gang.
Af de 13 mennesker var 11 nordmænd, en brite og en italiener. En var ansat hos Statoil.
Helikopterens rotor fløj af umiddelbart inden styrtet. Det er dog fortsat uvist, hvad der helt præcist fik helikopteren til at styrte ned.
/ritzau/NTB