Konge råber op: -Flyt gigantisk bygning

Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske konge bryder sig ikke om udseendet på Nobel Center, som han efter planen kan se færdigbygget i 2018.

Svenske kong Carl Gustaf melder sig nu på banen i en allerede ophedet debat om bygningen Nobel Center, som efter planen skal stå færdig på Blasieholmen i Stockholm i 2018. Det skriver den svenske avis Dagens Nyheter.

Ifølge avisen mener det royale overhoved blandt andet, at bygningen er for stor, og at facadens messingplader har for kraftige farver. Det fortalte han under en rundvisning ved projektet, hvor pressen var til stede.

– Det er en skam, at bygningen bliver så stor og er lidt fejlplaceret. Det er et prisværdigt projekt, men man kan jo godt flytte bygningen. Den behøver ikke at være så gigantisk og have denne enorme volumen, sagde kong Carl Gustaf.

Opbakning fra borgere

Bygningen skal blandt andet bruges til fremtidige Nobelprisuddelinger for litteratur, fysik, kemi, medicin og fred. Men hvis den svenske konge får sin vilje, vil det ikke blive præcis den bygning, som den britiske arkitekt David Chipperfield har udarbejdet.

Og noget tyder på, at kong Carl Gustaf har opbakning fra borgerne i Stockholm. Ifølge Dagens Nyheter har Nobelbyggeriet allerede modtaget 475 klager.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS