Konge på mæglervisit om strid
Storbritannien og Spanien skal jagte Gibraltar-aftale, som begge lande kan acceptere, opfordrer kong Felipe.
Spaniens kong Felipe VI opfordrer i en tale Storbritannien og Spanien til at finde en god aftale for Gibraltar, som begge lande kan acceptere.
Felipe VI taler i det britiske parlament i London.
– Jeg er sikker på, at denne beslutsomhed til at overvinde vore uenigheder vil være endnu større i spørgsmålet om Gibraltar.
– Jeg er sikker på, at vore to regeringer via nødvendig dialog og bestræbelser kan arbejde hen imod en aftale, som begge parter kan acceptere, siger Felipe VI.
Kongen opfordrer også til, at briternes brud med EU munder ud i en aftale, der sikrer “stabile levevilkår” og “vished” for hundredtusinder af spaniere i Storbritannien og briter i Spanien.
Dronning tog imod kongepar
Dronning Elizabeth tog onsdag imod det spanske kongepar med pomp og pragt, som det hører sig til, når der er royalt besøg.
Det tre dage lange besøg indledes, mens de to lande strides om status for Gibraltar, når briterne forlader EU.
Gibraltar, et lille område på den sydlige del af Den Iberiske Halvø, er britisk territorium.
Storbritannien og Spanien har været uenige om Gibraltar i århundreder. Men op til skilsmissen fra EU har briterne igen bragt fokus på sagen.
/ritzau/Reuters