Konen har givet D-A-D-stjerne et skub

Trommeslager Laust Sonne skal være musikalsk alt-mulig-mand, når han i 2022 kan opleves i en teaterkoncert.

Det er Laust Sonnes hustru, Maria Erwolter, der har skubbet ham i retning af de skrå brædder. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

I en ny opsætning af C.V. Jørgensens mange numre skal D-A-D-stjernen Laust Sonne for første gang spille med i en teaterkoncert.

Det lå umiddelbart ikke i kortene, men den 46-årige trommeslager fik det sidste puf i retningen af scenen af sin kone, skuespillerinden Maria Erwolter.

– Hun overbeviste mig, for det kommer til at tage tid og hårdt arbejde, men hun sagde: “Det der bliver for fedt, det skal du gøre!”, fortæller Laust Sonne og fortsætter:

– Jeg har aldrig lavet teater før, og jeg tænkte: “Wow, det havde jeg ikke tænkt på før!”, for det er jo ikke det, jeg plejer. Det er en stor udfordring, siger han.

Ny rolleliste

Teaterkoncerten med C.V. Jørgensens musik blev første gang opført sidste år på Aarhus Teater, og det er altså den, der gentages fra februar 2022 – med ny rolleliste – og denne gang på Aveny-T i København.

Her kan sange som “Det si’r sig selv”, “Entertaineren” og “Bellevue” opleves i nye klæder.

Har prøvet det før

Laust Sonne, der både skal spille trommer, klaver, synge og performe, har faktisk en smule skuespilerfaring i bagagen fra filmen “Magi i luften”.

Det er dog hverken den ti år gamle film eller råd fra hans celebre kone, han trækker på, når han skal spille med i teaterkoncerten.

– Jeg følger jo min kone og hendes forberedelser til en rolle tæt. Eksempelvis hvordan man får dybde i en karakter, siger Laust Sonne.

– Men det her er noget helt andet, fordi det primært er båret af musikken, fortæller han.

Har gang i flere ting

I teaterkoncerten får Laust Sonne blandt andre følgeskab af skuespillerne Fanny Bornedal og Stanley Bakar.

Laust Sonne vil ikke afvise, at han kan finde på at lave mere teater, men det ligger umiddelbart ikke lige først for.

Musikeren har flere projekter i gang og har også netop udgivet en jazzplade sammen med to venner.

– Jeg er åben og eventyrlysten i forhold til at være kunstner og vil ikke begrænse mig til en ting, eksempelvis at spille i D-A-D.

– Hvis man kun laver en ting, så kan man gå sur i det, og derfor vil jeg altid lave projekter ved siden af og bruge min erfaring, siger Laust Sonne.

Da det stod stille

Under coronapandemien har tingene dog stået lidt mere stille for ham end normalt.

Det har været hårdt for musikeren ikke at spille, men han har vendt perioden til noget positivt.

– Nu har jeg fået indhentet de ting, jeg føler, jeg burde have gjort, siger den foretagsomme musiker og fortsætter:

– Med alle mine projekter har jeg altid haft en følelse af at være et år bagud, men nu står jeg i nuet og er klar til at gå fremad. Det er en fantastisk følelse.

På trods af teater og ny solomusik så kalder han stadig D-A-D for sit omdrejningspunkt.

Bandet begynder sin forårs- og sommertour fredag 7. maj med koncerter rundt i hele landet.

Powered by Labrador CMS