Komiker fylder 30 – skal snart være far

Nikolaj Stokholms første onemanshow solgte næsten 45.000 billetter. I år turnerer han igen med et nyt show, og onsdag den 29. januar fylder komikeren 30 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gang på gang formår han at få publikum til at bryde ud i latter, når han stiller sig op på scenen og fylder salen med anekdoter.

I sine shows inviterer han publikum med ind i sit liv, og med de fortællinger lægger han sig i spidsen som en af landets sjoveste og mest populære komikere.

Han kalder sin hustru for “Mussemor” og sig selv for “Stokkefar”, og onsdag den 29. januar kan den unikke standupkomiker og talkshowvært Nikolaj Stokholm fejre sin 30-års fødselsdag.

Han startede med at lave standup i 2007, men han blev for alvor landskendt efter sin medvirken i fjerde sæson af TV2 Zulus underholdningsprogram “Comedy Fight Club” i 2010.

Han har blandt andet deltaget i underholdningsprogrammet “Zulu Kvægræs” og været medvært ved både Reumertprisen og hypnose-programmet “Argh! Det gjorde jeg bare ikk'”.

Han blev især også et velkendt ansigt efter at have spillet Øland i fem sæsoner af komedieserien “Sjit Happens”, som fik prisen for årets danske tv-serie fire år i træk ved Zulu Awards.

I øjeblikket turnerer Nikolaj Stokholm i hele landet med sit show “Turen går til Nikolaj Stokholm”, hvor størstedelen af de første planlagte shows melder udsolgt.

Han turnerede med sit første onemanshow “Mit liv som Nikolaj Stokholm” i 2017 og 2018, der solgte næsten 45.000 billetter. Showet handlede om hans opvækst som en lille bleg albinodreng, der var nærmest blind og derfor et let mobbeoffer i 90’ernes Greve.

“Stokkefar” er gift med Isabella Stokholm, og parret venter deres første barn, som meget snart melder sin ankomst.

Powered by Labrador CMS