Kom til royal fest med politisk budskab: Det fik stor gennemslagskraft

Det tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre Lone Loklindt var i 2014 med til aftenselskab på Christiansborg Slot. Her sætter hun ord på oplevelsen.

Lone Loklindt dukkede sammen med en stribe andre politikere op til aftenselskabet i 2014 iført grønlandsk sælskind for at vise deres sympati med grønlandske sælfangere og deres eksport af sælskind. Her ses fra venstre Ellen Trane Nørby (V), Lone Loklindt (R), Karina Adsbøl (DF), Flemming Møller Mortensen (S), Anette Vilhelmsen (SF) og Sara Olsvig (IA). (Foto: Scanpix) KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA FESTEN I 2014.
Offentliggjort Sidst opdateret

I aften er den røde løber rullet ud på Christiansborg Slot, når dronning Margrethe er vært ved det traditionsrige aftenselskab for landets politikere, der kun afholdes en gang hvert fjerde år.

Senest blev det afholdt i 2014, hvor det daværende folketingsmedlem fra partiet Radikale Venstre, Lone Loklindt, var blandt de indbudte.

Og selv om partiet officielt er af den holdning, at monarkiet i Danmark skal afskaffes, så tilhører Lone Loklindt den del af partiet, der har en mere pragmatisk forhold til kongehuset, fortælller hun til Kendte.dk:

– Jeg plejer at sige, at jeg er republikaner, men jeg er ikke praktiserende. Jeg synes faktisk, vi har nogle repræsentanter, der gør det rigtigt godt for Danmark. Der er ikke nogen stemning hverken i befolkningen eller andre steder til at tage en kamp mod monarkiet mod her og nu, siger Lone Loklindt.

Og så mener Lone Loklindt heller ikke, at man bør sige nej til så fantastisk en fest, som aftenselskabet på Christiansborg Slot er:

– Det plejer at være nogle meget flotte fester, og dem er der jo ikke tonsvis af. Det kan jeg godt lide. Der er også noget over, at kunne mødes med blandt andre de andre politikere under de rammer, lyder det fra Lone Loklindt.

Til festen hører også den traditionsrige les lanciers, hvor gæsterne inddeles i kvadriller. Og her er der kamp om de ‘gode pladser’ nær de kongelige, fortæller politikeren:

– Der var jo nogle, der meldte sig frivilligt, fordi de rigtigt gerne ville danse tæt på kongehuset. Jeg endte selv i en kvadrille, der ikke var så prominent, at det gjorde sig til en ting, siger Lone Loklindt.

Til hofbal med politisk budskab

Den tidligere folketingspolitiker og nuværende rådmand i Frederiksberg Kommune benyttede også lejligheden til at stå frem med et politisk budskab.

Sammen med folketingskollegaerne Ellen Trane Nørby (Venstre), Karina Adsbøl (Dansk Folkeparti), Flemming Møller Mortensen (Socialdemokratiet), Anette Vilhelmsen (SF) og Sara Olsvig (Inuit Ataqatigiit) benyttede hun lejligheden til at slå et slag for de grønlandske sælfangere.

Politikerne havde alle valgt at iføre sig tøj, der var lavet af grønlandsk sælskind. Lone Loklindt selv var iført en dybblå kjole i uld-georgette samt en sælskindsjakke, garvet og farvet i Grønland:

– Vi var en række politikere, der havde besluttet os for at få lavet et stykke beklædningsgenstand til dronningens bal, så vi kunne promovere sæl-pelsen eller andet sæl ved den lejlighed. Det fik meget stor gennemslagskraft, lyder det fra Lone Loklindt.

Tradition med 60 år på bagen

Det første store aftenselskab på Christiansborg Slot afholdt dronning Margrethes forældre, kong Frederik den 9. og dronning Ingrid. De havde inviteret 500 gæster til fest på slottet, hvor den dengang 18-årige kronprinsesse Margrethe naturligvis var iblandt.

Siden er det blevet en tradition i Kongehuset, og dronningen og prins Henrik fortsatte med at afholde aftenselskab på Christiansborg Slot, da dronningen blev Danmarks regent i 1972. Det seneste aftenselskab for Folketinget med flere fandt sted i 2014.

Med jævne mellemrum inviterer dronningen også til aftenselskab for repræsentanter fra kunst- og kulturlivet. Det seneste af disse selskaber fandt sted i 2016. Denne tradition blev skabt af dronningen og prins Henrik tilbage i 1976, skriver Kongehuset på deres hjemmeside.

Rammerne for et aftenselskab på Christiansborg Slot, byder på mere end 800 års historie som rigets magtcentrum.

I dag rummer slottet flere institutioner af central betydning. Folketinget råder over de fleste lokaler på slottet, men også Statsministeriet, Højesteret og de Kongelige Repræsentationslokaler har til huse her. Det er i Kongehusets lokaler, at aftenselskaber samt nytårskure og gallamiddage afholdes.

Powered by Labrador CMS