Køb Meghans ‘gamle’ hus: Her er prisen

Er man parat til at grave dybt i lommerner, kan man nu komme til at bo som en kommende megastjerne og hertuginde.

Offentliggjort Sidst opdateret

At der bliver sat et charmerende, to-etagers hus i  ægte kolonistil til salg i Los Angeles, er der som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt i. Dem findes der nemlig en ganske betragtelig mængde af.

Alligevel skiller nogle af disse huse sig dog af den ene eller anden årsag ud fra mængden. Blandt andet et hus på den centrale Highland Avenue, der kom på markedet torsdag den 1. august. Det har nemlig tilhørt hertuginde Meghan, som boede der sammen med sin tidligere mand, produceren Trevor Engelson, fra 2011 til 2013. Hvorvidt det også var hendes, efter parret blev skilt, ligger dog hen i det uvisse. Det skriver Harpers Bazaar.

Artiklen fortsætter under videoen

Her vil man, ud over at kunne føle sig som en kommende megastjerne og hertuginde, komme til at bo ganske tæt på steder som La Brea, Melrose, Fairfax og Hollywood. Men også ud til en vej, der er aldeles trafikkeret – selv på en god dag.

Huset, der blandt andet er indrettet med fire soveværelser, som alle er forsynet med enorme vinduer, fremstår indenfor moderne i skarpe hvide farver og har ensartede, hårde trægulve overalt. Desuden er både køkkenet og badeværelserne forsynet med marmor.

Udefra kan man se charmerende detaljer som en veranda, buet tag over indgangen, mørke vinduesskodder og selvfølgelig palmer. I baghaven finder man, ud over en græsplæne, en stor terrasse samt et separat spise-område.

For at blive den lykkelige ejer af Meghans tidligere bolig, må man slippe 1,8 millioner dollars – eller lige godt 12 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS