Knækket: Prinsesse Marie fik ris
Prinsesse Marie, der er protektor for Folkekirkens Nødhjælp, tog tirsdag til Skive for at støtte organisationens arbejde i kampen mod madspild.
Den midtjyske by Skive fik tirsdag fornemt besøg, da prinsesse Marie kom forbi for at besøge Skive Kaserne og virksomheden Nordic Food Partners. Besøget var sat i stand som en del af prinsessens protektorat for Folkekirkens Nødhjælp.
Nødhjælpsorganisationen samarbejder med Nordic Food Partners, der producerer økologiske ris. Virksomheden sørger for, at knækkede ris, der ellers vil blive kasseret under produktionen, bliver solgt i de såkaldte Wefood-butikker i Danmark.
– Det er en fantastisk idé. Virkelig, sagde prinsesse Marie ifølge Skive Folkeblad, da hun fik overrakt den første pose med knækkede ris.
– Der er ingen forskel, tilføjede prinsessen, da hun stod med rispakken i hånden, beretter Skive Folkeblad.
Var med til åbning
Wefood-butikkerne er skabt af Folkekirkens Nødhjælp, der i 2016 åbnede den første butik. Prinsesse Marie har i flere år engageret sig i kampen mod madspild, og som protektor for nødhjælpsorganisationen har prinsessen ofte sat fokus på Wefood.
Hun deltog også ved åbningen af den første Wefood-butik på Amagerbrogade i København. I den forbindelse fik hun en rundtur, efter generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen havde budt åben med ordene:
“Og kom så forbi også i morgen og handl i butikken, så vi kan passe på det, vi har – så vi kan give til dem, der ikke har”
Efter sit besøg hos virksomheden tog prinsessen videre til Skive Kaserne, hvor Folkekirkens Nødhjælp i 12 år har uddannet mineryddere fra hele verden. Prinsesse Marie besøgte det særlige uddannelsessted for at få indblik i, hvilken viden og uddannelse mineryddere har brug for.