Klar til Vild med Dans

Tv-vært og skuespiller Christopher Læssø bliver den sidste af 12 nydansere i efterårets "Vild med dans".

Christopher Læssø er klar til Vild med Dans. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han fik sit folkelige gennembrud, da han guidede seerne gennem flere sæsoner af TV2-programmet “Danmark har talent”, men nu skal tv-vært og skuespiller Christopher Læssø selv afprøve sit talent for standard- og latinamerikanske danse.

Han skal nemlig deltage i efterårets sæson af TV2-programmet “Vild med dans”.

Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med skuespilleren, der bekræfter, at han tirsdag skrev under på at deltage i det populære underholdningsprogram.

– Jeg er super glad for det. Men det er sådan en opgave, man lige tygger en ekstra gang på, inden man siger ja. Jeg har hørt fra mine kolleger, der har været med, at det er ekstremt hårdt, siger han til avisen.

Christopher Læssø er oprindeligt uddannet skuespiller fra Statens Scenekunstskole, og de senere år har han blandt andet haft roller i DR-serien “Bedrag” og filmen “De frivillige”.

Christopher Læssø er den 12. nydanser på deltagerlisten i årets “Vild med dans”. Dermed er listen over nydansere til den 16. sæson af det populære program nu komplet.

Listen tæller også skuespillerne Marie Bach Hansen, Neel Rønholt og Jakob Fauerby, dessertkok og dj Christel Pixi, model Oscar Bjerrehuus, sangerinderne Coco O. og Anne Dorte Michelsen samt bokser Mikkel Kessler, bordtennisspiller Michael Maze, kok Umut Sakarya og forretningskvinden Birgit Aaby.

16. sæson af “Vild med dans” bliver vist til efteråret på TV2.

Powered by Labrador CMS