KKK-leder dømt for drab er død

Edgar Ray Killen, der afsonede en dom på 60 års fængsel for drab på aktivister i Mississippi i 1964, er død.

Edgar Ray Killen blev i 2005 kendt skyldig i tre tilfælde af manddrab og idømt 60 års fængsel. Her ankommer han til retslokalet i byen Philadelphia i Mississippi før domsafsigelsen. Torsdag døde Killen i et fængsel i delstaten. Han blev 92 år. Foto: Scanpix/Marianne Todd (Arkivfoto)
Edgar Ray Killen blev i 2005 kendt skyldig i tre tilfælde af manddrab og idømt 60 års fængsel. Her ankommer han til retslokalet i byen Philadelphia i Mississippi før domsafsigelsen. Torsdag døde Killen i et fængsel i delstaten. Han blev 92 år. Foto: Scanpix/Marianne Todd (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Edgar Ray Killen, et fremtrædende medlem af Ku Klux Klan i 1960’erne, er død i fængslet Mississippi State Penitentiary.

Killen blev som 80-årig i 2005 kendt skyldig i at have organiseret drabene på tre borgerrettighedsaktivister i 1964 og dømt for manddrab.

Han havde planlagt, at de tre mænd skulle bortføres, prygles og skydes, og dommeren takserede forbrydelsen til 60 års fængsel.

Killen nægtede sig skyldig i anklagerens påstand om, at han havde planlagt drabene og derefter var rejst bort for at have et alibi.

Mord gav et ramaskrig

Mordet på de tre unge – to hvide og en sort – i byen Philadelphia udløste i 1964 et ramaskrig mange steder i USA og gav borgerrettighedsbevægelsen enormt vind i sejlene.

De tre mænd, alle i 20’erne, havde undersøgt et brandattentat mod en kirke for sorte nær Philadelphia.

En sherif fra byen havde anholdt dem for en trafikforseelse, men løslod dem efter at have varskoet en gruppe Ku Klux Klan-folk. Siden blev de tre mænd ikke set i live igen.

Mississippis daværende guvernør hævdede, at de tre aktivisters forsvinden var et fupnummer, og senator Jim Eastland, der gik ind for raceadskillelse, fortalte præsident Lyndon Johnson, at der var tale om et mediestunt.

Men senere blev ligene af de tre dræbte mænd fundet og gravet op.

Drabene på de tre aktivister i Mississippi og efterforskningen af sagen blev i 1988 dramatiseret i filmen “Mississippi Burning” med Gene Hackman i hovedrollen. Filmtitlen kom fra FBI’s navn for efterforskningen af sagen.

Filmen blev nomineret til en lang række priser. Blandt andet i flere Oscar-kategorier.

Killen døde torsdag, oplyser fængselsmyndighederne i Mississippi. Han blev 92 år.

/ritzau/AP

Powered by Labrador CMS