Kira Skov fordyber sig i de svære emner

Sangerinden Kira Skov lytter til podcasts om livet og døden og tænder aldrig for fjernsynet.

Kira Skov er dette efterår turnéaktuel. – Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard
Udgivet Opdateret

Bøger og podcasts om tab og livet fylder meget hos sangerinde Kira Skov, der tidligere på året mistede sin mand og mangeårige samarbejdspartner, Nicolai Munch-Hansen.

Sangerinden, der netop nu er aktuel med sin danske turné med albummet “In the Beginning”, kunne dog ikke drømme om at tænde fjernsynet eller bruge penge på glitrende magasiner.

Hvilken film så du sidst?

– Det er længe siden, jeg har set en film. Senest genså jeg “Mystic River”, der er instrueret af Clint Eastwood med Sean Penn og Tim Robbins i hovedrollerne. Det er en hjerteskærende og gribende fortælling.

Hvilke serier streamer du?

– Jeg er netop blevet færdig med at se “The Night Of” på HBO. Hvis man er til krimi, drama og “True Detective”, har denne serie det hele. Et fantastisk plot og vildt gode skuespillere. Jeg er netop startet på “The Handmaid’s Tale”.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Third Ear laver rigtig gode podcasts. Senest har jeg lyttet til en række podcasts hos Radio Lab om livet og døden. Blandt andet en podcast, som hedder “After Life”. Den har temaer som: Hvad sker der i det øjeblik, vi forsvinder? Har sjælen en vægt? Og tanker om det eventuelle liv efter døden.

Hvad hører du i radioen?

– Jeg lytter mest til P1, men også til udvalgte programmer på Radio24syv. For musik foretrækker jeg P6, hvis jeg skal lytte til en dansk musikbaseret radiostation.

Hvilken musik lytter du til?

– Jeg lytter til meget forskelligt musik, men i de perioder, hvor jeg selv skriver musik, lukker jeg ned for andres musik. Jeg skal have ro til at høre den musik, som er inde i mig. I øjeblikket arbejder jeg på nye sange og tager snart på en turné, hvor jeg vil spille et udvalg af klassikere fra Bob Dylans, Leonard Cohens, Billie Holidays og Nina Simones repertoire, såvel som mine egne sange.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Jeg har en hel stak bøger liggende. Jeg læser i øjeblikket blandt andet “Den tibetanske dødebog” og har senest læst Naja Marie Aidts fantastisk bog “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog”. Det er hendes stærke og barske beretning om tabet af hendes søn Carl. Det er en bog, som har haft en enorm betydning for mig midt i mit eget tab.

Hvilke magasiner læser du?

– Jeg læser kun magasiner, når jeg er hos frisøren. Det er ikke noget, jeg bruger penge på.

Hvad ser du i tv?

– Jeg ser aldrig fjernsyn. Jeg har i øjeblikket meldt mig ud af nyhedsstrømmen, men jeg får som regel ellers mine nyhedsopdateringer på nettet.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS