Kendt tv-profil i brud
Sif Steendahl Grandorf og læge-manden fra 'Nybyggerne' er gået hver til sit
I 2022 blev Mathias Ebbesen Jensen og Sif Steendahl Grandorf fra Rødt hus i "Nybyggerne" forlovet, men et bryllup bliver det ikke til.
Nybyggerparret Mathias Ebbesen Jensen og Sif Steendahl Grandorf er gået fra hinanden.
Det oplyser sidstnævnte i et opslag på det sociale medie Instagram, hvor hun skriver, at bruddet er sket for længe siden.
Fortsat tætte
- Det har været en stor beslutning - men er ikke et punktum. Vi er fortsat meget tætte, gode venner og fyldt med kærlighed og respekt for hinanden, skriver hun og fortsætter:

- Sammen deler vi stadig det vigtigste i vores liv: vores to elskede drenge!
Mathias Ebbesen Jensen og Sif Steendahl Grandorf blev landskendte, da de i 2019 deltog i TV 2-programmet "Nybyggerne", hvor fire par skal bygge og indrette et hus, som de i sidste ende kan vinde.
Ved hjælp af genbrug
Det nu tidligere par vandt ikke huset, men Sif Steendahl Grandorf, der er uddannet skolelærer, skiftede erhverv og startede sin gør-det-selv-virksomhed, 'LeSifre Design'.
I 2025 blev hun selv dommer i "Nybyggerne", mens hun også kan ses som ekspert i "Go' Morgen Danmark" og DR-programmet "Boligfix for nul og niks".
Her hjælper hun familier med at forvandle og omdanne deres huse ved hjælp af genbrug.
Tre år efter at de to medvirkede i "Nybyggerne", friede Sif Steendahl Grandorf til læge og hjerneforsker Mathias Ebbesen Jensen.
Travl hverdag
De ventede med brylluppet for at finde mere tid i en travl hverdag, og nu står det klart, at brylluppet ikke kommer til at finde sted.
Da de udgjorde parret i det røde hus i "Nybyggerne", boede de i en lejlighed på Vesterbro i København, indtil de i 2023 flyttede i bofællesskab i Hvalsø i den centrale del af Sjælland.
De to fandt sammen i 2012 og har to drenge på seks og fire år.