Kendt træner får ni-årig til at bryde sammen i tårer
9-årige Cille er normalt ikke nem at bringe ud af fatning. Men et overaskende besøg af den tidligere Brøndby træner Alexander Zorniger kunne nu alligevel gøre det
Cille Christensen, ni år og fra Brøndby Strand, er inkarneret Brøndbyfan. Hun taler stort set ikke om andet end sin elskede fodboldklub, og hendes værelse er klistret til med billeder, plakater og merchandise. Normalt er hun ikke sådan lige til at bringe ud af fatning, men da den tidligere Brøndby træner Alexander Zorniger søndag eftermiddag uanmeldt kiggede forbi for at give hende et kram og en kæmpe tak, blev hun alligevel rørt til tårer.
Historien er, at Cille var dybt ulykkelig den 18. februar, da hun hørte, at Brøndby havde valgt at fyre træner Alexander Zorniger.
– Hun var helt ude af sig selv. Hendes verden væltede simpelthen, og hun var utrøstelig. Hvad skal vi nu gøre, spurgte hun mig, fortæller hendes far, Kim Christensen, til Newsbreak.dk.
Et håndskrevet brev
Alexander Zorniger har altid været god til at pleje og tale med sine fans via de sociale medier, og Cille og hendes far talte da også om, at det var en mulighed at ønske ham held og lykke ad den vej. Men det var ikke nok for Cille, for da hendes far rent faktisk havde Alexander Zornigers adresse, ville hun meget hellere sende ham et personligt, håndskrevet brev for at udtrykke, hvor ked af det hun var, og for at fortælle ham, at han er den bedste. Som sagt så gjort.
(Se brevet i galleriet over artiklen)
Brevet må i den grad have rørt ved noget i den nu tidligere Supeligatræner. Så meget, at han søndag eftermiddag klokken 15, og helt uden varsel, troppede op hos familien Christensen i Brøndby Strand sammen med sin kæreste og datteren.
– Vi var lige kommet hjem fra legepladsen, da det ringede på dørtelefonen. Det var min kone, der tog den, og da hun pludselig råbte “You are kidding me”, var vi andre godt klar over, at der var tale om noget helt specielt. Men at det ligefrem var Alexander Zorniger, der bad om at komme ind for at hilse på og takke Cille, kom nu alligevel bag på os, forklarer Kim Christensen, der også fortæller at Cille var helt rundt på gulvet.
– Cille var nærmest i chok, anede ikke hvilket ben hun skulle stå på og fik tårer i øjnene. Hun var fuldstændig overvældet og fattede det simpelthen ikke. Hun havde i bedste fald håbet på, at Zorniger ville svare på brevet, siger han.
Kram og en kæmpe tak
Alexander Zorniger tilbragte en halv times tid sammen med Cille og hendes familie, og ud over et kram og en kæmpe tak havde han også lidt signeret isenkram med: Et autografkort og en kasket til Cille, og sin trøje – med egen alle spillernes autografer fra Brødbys pokalsejr i 2018 – til hendes far.
– Trøjen har jeg nu givet til Cille, for jeg tror ikke rigtig på, at jeg får lov til at hænge den op i stuen. Så nu pryder den i stedet væggen inde på hendes værelse, siger en taknemmelig Kim Christensen.
Så mon ikke det helt store emne i skolen i dag er Alexander Zornigers besøg? I hvert fald tror Cilles far ikke, at det bliver muligt at for hverken kammerater eller lærere at lukke munden på hende. Men hun har da også, om nogen, lov til at prale lidt af sin helt specielle søndag.