Kendt skuespiller ser tilbage på året: Her er mit højdepunkt
For skuespiller Esben Dalgaard var "Vild med Dans - Knæk Cancer" et særligt meningsfuldt øjeblik i 2018.
Når skuespiller Esben Dalgaard skal sætte ord på, hvordan hans 2018 har været, bruger han ordene “skørt” og “kontrastfyldt”.
I løbet af året har den 42-årige skuespiller spillet med i tv-serierne “Hånd i Hånd” og “Bedrag” om henholdsvis parforhold og økonomisk kriminalitet, og han har desuden haft flere roller på Det Kongelige Teater.
Og så har 2018 også været året, hvor Esben Dalgaard har iført sig blankpolerede dansesko og fremvist sine bedste trin i underholdningsprogrammet “Vild med dans”. Og særligt ét af årets danseshows har betydet noget særligt for skuespilleren.
– Det var et højdepunkt for mig, da vi lavede “Knæk Cancer”-showet på Det Kongelige Teater. Det var en stor oplevelse og meget meningsfuldt for mig at være med til, siger han.
I 2012 fik Esben Dalgaard selv konstateret en aggressiv form for modermærkekræft. Det begyndte med et modermærke, der havde forandret sig, men skuespilleren fik ikke taget sig sammen til at gå til lægen, før hans kone adskillige gange pressede på for at få ham afsted.
Derfor håber Esben Dalgaard, at “Knæk Cancer”-showet har fået mænd som ham til at reagere tidligere, når de opdager, at noget måske er galt.
– Tænk, hvis der bare var én mand derude, som på baggrund af alt det her skøre dans lige pludselig fik nosset sig til lægen. Så har vi potentielt reddet et liv ved at have lært en cha-cha-cha, siger han.
Esben Dalgaard er netop blevet færdig med at optage anden sæson af Kanal 5’s dramaserie “Gidseltagningen”, som får premiere til foråret.
– Der har været knald på i 2018 og mange forskellige farver på paletten, og det er kun positivt. Som skuespiller ved man aldrig, hvordan konjunkturerne går, men i øjeblikket har jeg haft meget at lave, og det er super fedt, siger han.