Kendt fodboldlegende død efter hjerteanfald
Sidste år fik fodboldspilleren en dobbelt bypass.
Den tidligere engelske fodboldstjerne Ray Wilkins er død i en alder af 61 som følge af et hjerteanfald i sidste uge.
Den tidligere stjerne blev indlagt på hospitalet i London i sidste uge efter et hjerteanfald og et fald.
Det skriver det engelske medie Daily Mail.
Herefter blev han lagt i koma – som han aldrig vågnede fra igen.
Wilkins var en fast bestanddel af Englands landshold fra slutningen af 1970’erne og ti år frem. Det blev til 84 landskampe på Englands midtbane – de ti som anfører.
Blev udvist i Mexico
Ray Wilkins deltog ved VM-slutrunderne i 1982 og 1986. Ved VM i Mexico i 1986 blev han udvist, da han i en gruppekamp mod Marokko kastede bolden efter dommeren.
På klubplan repræsenterede “Butch”, som var hans øgenavn, storklubber som Manchester United, Chelsea og AC Milan.
I 1983 vandt han den engelske FA Cup med United, og seks år senere var han med til at sikre Rangers FC det skotske mesterskab.
I 1997 indstillede han den aktive karriere og blev i stedet træner. Sideløbende med trænerjobbet blev han ofte brugt som fodboldkommentator på både britisk tv og radio.
I en udtalelse fra hospitalet står der, at det er med stor sorg, vi må meddele, at Raymond Colin Wilkins døde i morges.
Sidste år fik Ray Wilkins en dobbelt bypass.
Han efterlader sig sin hustru, to børn og seks børnebørn.