Kendt dansk forfatter er død

En af venstrefløjens store personligheder, forfatteren Henning Prins, er død, 78 år.

Klik videre og se et billede af den afdøde.
Klik videre og se et billede af den afdøde.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forfatteren Henning Prins er død – 78 år. Han sov stille ind – omgivet af sine kære – tirsdag aften.

Det skriver hans datter, Kamilla Prins, på Facebook.

Henning Prins var aktiv på venstrefløjen især i 60’erne og 70’erne, og han spillede en hovedrolle på Thylejren i 1970. Det skriver forfatteren Peter Øvig Knudsen på Facebook.

– En af 68-oprørets vigtigste og mest originale personligheder er her ikke mere. Henning Prins blev den naturlige hovedperson i mine hippiebøger, fordi han var manden bag Thylejren, som i sommeren 1970 blev ikke bare hippieoprørets største eksperiment med 25.000 deltagere, men også en danmarkshistorisk begivenhed, skriver Peter Øvig Knudsen.

I Thylejren trådte Henning Prins på førstedagen tilbage som leder. Men de mange hippier kunne ikke undvære en autoritetsfigur at gøre oprør imod og pressede Henning Prins ind i rollen, forklarer han.

Aktioner mod flere sager

Henning Prins deltog i 60’erne i danske aktioner mod Nato, Vietnamkrigen og forbrugerisme. I 1967 gik han med i Venstresocialisterne, hvor han 1968-70 sad i hovedbestyrelsen.

Henning Prins gik med sin anarkistiske grundholdning ind for deltagerdemokrati og selvforvaltning. Han havde en skarp tunge i debatten.

Han har skrevet “Kogebog for kollektiver” (1977), “Grovkost for fattigfolk” (1987) og “På sporet af julemanden” (2001).

Som skønlitterær forfatter debuterede han i 1989 med romanen “En skuffe fyldt af penge”. Siden har han skrevet flere bøger.

Henning Prins var gift med tegneren Anne-Marie Steen Petersen.

Powered by Labrador CMS