Kendisser gider ikke prinsens velgørenhed

Prins William udtaler sig om både egne mentale problemer og kendissers manglende villighed til at støtte sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvem kan dog sige nej, når en person kommer med hatten i hånden og vil samle ind til velgørenhed? Især hvis personen oven i købet er prins og en dag står til at arve det britiske kongerige?

Det er der åbenbart en hel masse kendisser, der godt kan. Det afslører prins William selv på det økonomiske topmøde i Davos, skriver BBC.

Sammen med sin kone Kate og prins Harry startede William i 2017 velgørenhedsorganisationen Heads Together, der skal afhjælpe stigmatisering af psykisk syge.

Men ifølge prinsen er psykisk sygdom så tabubelagt, at det ikke er noget, en eneste kendis han har kontaktet i forbindelse med organisationer vil lægge navn og ansigt til.

Han er selv en af undtagelserne. Det er velkendt at prins William tidligere har kæmpet med sit mentale ve og vel. Det talte han også om på mødet i Davos:

– Ja, man tager en jernrustning på… men så kommer der en dag, hvor der sker noget i dit privatliv, der skubber dig over grænsen, siger prins William.

Det er noget med børnene

Prinsen fortæller, at han er sikker på, at han havde haft det langt værre i dag, hvis ikke han havde åbnet sig over for sine nærmeste kollegaer.

Præcis hvilken episode, han refererer til, vil prinsen ikke ud med.

Men han fortæller, at det har en nær relation til hans børn, George, Charlotte og Louis.

Han har også tidligere talt om, hvordan det påvirkede ham, når han som ambulancehelikopter-pilot blev sendt ud på opgaver, der involverede børn.

Powered by Labrador CMS