Kendisser dropper hinanden: To aflyste bryllupper var nok
Den amerikanske wrestler John Cena og realitystjernen Nikki Bella er gået fra hinanden
To afbrudte forlovelser var åbenbart det der skulle til, før de amerikanske kendisser John Cena og Nikki Bella indså, de måske ikke var skabt for hinanden.
Efter seks års forhold med op- og nedture er parret nu gået fra hinanden – efter at have afbrudt deres anden forlovelse, skriver People.
Nikki Bella annoncerede søndag i sit realityprogram Total Bellas, at deres forlovelse var blevet afbrudt. Dagen efter sendte hun en officiel meddelelse ud til People:
– Efter jeg bremsede vores forlovelse, arbejdede vi på at få vores forhold tilbage til, hvor det var før, for at prøve at komme videre med vores bryllup. Efter meget tid og kiggen indad alene og sammen, har vi dog valgt at slå op, skriver Nikki Bella ifølge People.
Turbulent 2018
Første gang parret afbrød deres forlovelse ligger ikke langt tilbage. Det skete i maj 2018, hvor parret var uenige om hvorvidt fremtiden skulle være med eller uden børn.
41-årige John Cena fortalte dengang, at han var blevet steriliseret, men gik med til at få foretaget en operation, så han kunne få børn igen – og parret kunne finde sammen om en fremtid, der skulle have indeholdt børn.
Men nu – få uger inden, de skulle have været gift – ser det ud til at være endegyldigt forbi for det amerikanske kendispar.
– Jeg ville ønske, det kunne være anderledes. Det er derfor, jeg har kæmpet for vores forhold i seks år og stået model til så meget. Men nu føler jeg, jeg har ramt det punkt, hvor jeg ikke kan klare mere, siger Nikki Bella i programmet Total Bellas.