Keld Heick blev den store vinder

Den 77-årige musiker Keld Heick og den 29-årige multikunstner Emma Sehested Høeg hyldes med legat af Smukfest

Udgivet Opdateret

Siden 1960'erne har 77-årige Keld Heick leveret indhold til den danske musikscene.

Nu har den lange karriere medført, at han står som modtager af Smukfests særlige hæderspris.

Fredag modtog han således Polka Verner Legatet sammen med 29-årige Emma Sehested Høeg, der både er skuespiller og musiker, under en reception på festivalen.

- Keld Heick har om nogen grebet sin tidsånd og fornyet det, der gik forud for ham selv, lyder en del af begrundelsen.

Tager sin tid i et brydegreb

Med prisen følger 75.000 skattefrie kroner til hver.

Emma Sehested Høeg modtager prisen for sin "fantastiske bevægelse på tværs af genrer".

- På teaterscenerne og i musikken træder Emma Sehested Høeg frem som en kvinde, der tager sin tid i et brydegreb.

- Nogle gange for at tvinge den i gulvet og mane refleksion, andre gange i et forløsende løft, hvor vi andre kan se og mærke os selv.

Fast tradition

Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind oprettede Polka Verner Legatet i 2002, hvor de modtog Smukfest-prisen.

En del af pengene, som fulgte med prisen, brugte de på at hylde trommeslageren Finn Grunnet Sørensen, også kendt som Polka Verner.

Festivalen besluttede i samråd med de to kvinder at gøre Polka Verner Legatet til en fast tradition.

Siden har en legatbestyrelse på syv personer hvert år peget på en eller flere prismodtagere.

Smuk fest har uddelt et legat til den 77-årige musiker.
Smuk fest har uddelt et legat til den 77-årige musiker.

SMUKFEST

Smukfest, også kendt som Skanderborg Festival eller Danmarks Smukkeste Festival, er en dansk musikfestival som afholdes hver sommer i anden weekend af august i Skanderborg under temaet "Musik & Bøgetræer".

Musikken og diverse happenings foregår under bøgetræer og ved nærliggende søer og deraf navnet "Danmarks Smukkeste Festival." Festivalen har de senere år ofte haft udsolgt.

Smukfest fokuserer fortrinvis på dansk musik med både kommende talenter/grupper samt gamle kendinge, men har altid et par store udenlandske navne på plakaten.

Festivalens maskot er FestiWalther, der er en musikglad skovtrold født 5. juli 1579 i Skanderborgs bøgeskove, og ideen til den første festival blev skabt den 5. juli 1979 – på Walthers 400 års fødselsdag.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS