Kate har fået nyt job
Hertuginden af Cambridge skal hjælpe folk ud af afhængigheds-problemer
Hertuginde Kate af Cambridge har takket ja til at blive protektor for organisationen ‘The Forward Trust’, der er blevet slået sammen med en anden organisation, ‘Action on Addiction’, som hun tidligere har arbejdet med.
Det skriver Royal Central.
‘The Forward Trust’ har til formål at oplyse om og hjælpe folk ud af problemer med afhængighed. Både når det gælder alkohol, narkotika og også ludomani.
Et stigende problem
Netop afhængighed er et problem, der har været stigende i Storbritannien under corona-pandemien, hvor mange har haft svært ved at tackle isolation og ensomhed.
– Jeg er meget glad for, at ‘The Forward Trust’ og ‘Action on Addiction’ har taget initiativ til at forene deres kræfter for at kunne hjælpe flere mennesker, familier og børn til at overvinde afhængighed, sagde hertuginden i forbindelse med, at nyheden kom frem torsdag den 24. juni.
Tydeligt begejstret
Formanden for organisationen lægger ikke skjul på sin begejstring over, at Kate er trådt til.
– Vi er dybt beærede over, at hertuginden af Cambridge har sluttet sig til os som protektor og dermed fornyer sit engagement i arbejdet omkring afhængighed, så flere mennesker kan få hjælp. Det har enorm betydning, siger han.
Nye økonomiske kræfter
Han fortæller også, at pandemien har haft en ødelæggende indvirkning på afhængighed, og at antallet af alkohol og narkotika relaterede dødsfald er øget, samt at antallet af ludomaner stiger med alarmerende hastighed.
I forbindelse med nyheden om Kates tiltræden som protektor offentliggjorde ‘The Forward Trust’ samtidig oprettelsen af en støtte-fond, der vil tilføre ni millioner pund eller det, der svarer til små 80 millioner kroner, til arbejdet.