Karina dropper eksperternes hjælp
Luksusfældens eksperter kunne ikke hjælpe Karina. Men hun fortryder ikke sit valg.
Det lykkedes ikke Carsten Linnemann og Kenneth Hansen at hjælpe Karina fra Tommerup, da Luksusfælden var på besøg tilbage i starten af januar.
– Lad os sige det sådan: Da de ruller porten op, og jeg ser min bil, der ruller min port ned, siger Karina til Kendte.dk.
Artiklen fortsætter efter videoen
På trods af at hun ikke fik et budget lagt af eksperterne, så mener Karina selv, at hendes økonomi ser bedre ud end dengang, hun var med i programmet.
Sagde det inden
Allerede da casteren til Luksusfælden var på besøg hos Karina i Tommerup tidligere på året, havde Karina gjort det klart, at hun netop havde erhvervet sig en bil.
– Jeg sagde, at jeg lige havde lånt til bilen, og at jeg havde sagt ja til et lån, der skulle afvikles på syv år, som jeg ikke kunne opsige, fortæller Karina.
Men det blev alligevel trumfen for Luksusfældens eksperter. De understregede overfor Karina, at hun var nødt til at skille sig af med den.
Det nægtede Karina, og derfor forlod eksperterne hende uden et budget, samt en aftale der kunne have sparet hende for 150.000 kroner.
På trods af det har Karina ikke fortrudt sin beslutning.
– Nej, det har jeg ikke, fordi jeg er overbevist om, at jeg stadig ville være på kontanthjælp, hvis ikke jeg havde min bil, siger Karina, der har fået et fast vikariat på et lager.
Karina forklarer, at hun ikke ville kunne få hverdagen med vikarjobs til at fungere, hvis hun skulle bruge offentlig transport.
Skal lægge budget
Karina meldte sig egentlig til Luksusfælden, fordi hun gerne ville have et overblik over sin økonomi, og ikke fordi hun havde i sinde at slippe af med sin gæld, fortæller hun.
Men netop budgettet går hun glip af.
Nu har hun dog selv kastet sig ud i at få lagt et ordentligt budget med hjælp fra hendes svoger, der er økonomisk uddannet.
– Han skal hjælpe mig med at lave et budget, og sætte tingene ind, så de bliver betalt automatisk, siger hun.
I programmet får seerne oplyst, at Karina skylder 500.000 kroner. Gælden omfatter 18 kreditorer og tre privatpersoner.
– Vi har aftalt, at jeg først skal betale de små ud, og så skal jeg betale de store bagefter, siger Karina.
Noget af det, der var et stort problem for Karina, var, at hun optog kviklån. Det er hun også stoppet med, forklarer hun.
Knokler hele dagen
Da Luksusfælden var på besøg hos Karina, havde hun mistet jobbet. Bedre ser det også ud på arbejdsfronten.
Men også hun har været hårdt ramt af coronakrisen.
– Jeg arbejdede på Tempur til at starte med, men jeg blev sendt hjem på grund af corona. Det skete en uge, før jeg skulle fastansættes, siger hun og fortsætter:
– Men da jeg ikke hørte fra dem, fandt jeg noget andet.
Karina arbejder på et lager i et 37-timers vikariat. Udover det har hun også stadig vagter på messecentret i Fredericia.
– Jeg har vagt i weekenden, hvis altså det ikke bliver aflyst på grund af corona. Vagten er allerede kortet af, fordi vi kun må have åben til klokken 22.00, siger hun.
Faktisk har Karina haft fokus på at arbejde en masse dette år.
– Jeg er alene for tiden, fordi min yngste datter er på efterskole, så jeg har bare knoklet, for der er jo ingen, jeg skal skynde mig hjem til, siger Karina.
Hun grubler også over at flytte, fordi hun godt kan se, at hendes husleje på 8100 kroner om måneden er for meget. Men flytningen kommer først til at ske om et år, når hendes yngste datter er tilbage fra efterskolen.