Kandis-Johnny jubler

-Endelig er vi anerkendt

Udgivet Opdateret

Hvad er det første, man tænker på, når man siger Kandis?

For de fleste vil det ganske givet være dansabel musik, der spilles i forsamlingshuse og haller rundt i det danske land.

Og det er da også bandets DNA.

For Kandis er et dansk danseband, der spillede første gang den 4. januar 1989 til et enkebal på Hotel Phønix i Thisted.

Dertil skal så lægges, at Kandis siden da har solgt over 1,5 millioner album.

Tog lang tid

Alligevel føler frontmanden Johnny Hansen, at det tog bandet lang tid at opnå den anerkendelse, han mener, det har gjort sig fortjent til. Men det forandrede sig pludseligt.

- Jeg kan godt mærke, at man fra kultureliten har sagt: "Okay, de er sgu gode nok", og det har givet os en blåstempling, siger Johnny Hansen og tilføjer:

- Vi har altid haft et stort publikum, som har anerkendt os, siger han.

I år har Johnny Hansen 40-års jubilæum som musiker. Det begyndte i 1983, da Johnny Hansen for første gang med guitar i hånden spillede op til bal med sit band Airport. Senere dannede han gruppen Kandis.
I år har Johnny Hansen 40-års jubilæum som musiker. Det begyndte i 1983, da Johnny Hansen for første gang med guitar i hånden spillede op til bal med sit band Airport. Senere dannede han gruppen Kandis.

Kommer 25 gange om året

For eksempel er der en gut fra Aarhus, der har været med siden bandets anden koncert i januar 1989, forklarer sangeren.

- Han kommer nok 25 gange om året til vores koncerter, fortæller Johnny Hansen.

- Der er faktisk folk, der bruger os som en form for psykolog. Folk, som har mistet en ægtefælle, begynder at komme til vores koncerter med deres venner. Og de kommer rigtig mange gange, uddyber han.

Lige før hun kunne sangene bedre

Johnny Hansen fortæller også om en dame, der havde mistet sin mand og begyndte at komme til bandets koncerter med nogle veninder. Hun kom 86 gange på ét år.

- Det var lige før hun kunne sangene bedre, end jeg kunne, skraldgriner han.

- Men for hende var det bedre at gå til koncerterne end psykolog, siger Johnny Hansen i et seriøst toneleje.

Stemningen blandt publikum var høj, da Kandis for første gang nogensinde gav koncert på årets Smukfest, hvor der var et stort ungt publikum.
Stemningen blandt publikum var høj, da Kandis for første gang nogensinde gav koncert på årets Smukfest, hvor der var et stort ungt publikum.

'Kandis for Livet'

En afgørende faktor for Kandis nyfundne anerkendelse skyldes i høj grad dokumentarfilmen "Kandis for livet".

Over hver tiende dansker har set dokumentaren, som blev sendt i starten af februar 2022 på DR, efter at den var blevet vist i biografen. Den skildrer Kandis' fans og deres forhold til bandet.

Dokumentaren har ifølge Johnny Hansen givet mange, særligt mange unge, et nyt sæt øjne på bandet samt en bredere accept blandt kultureliten, som han siger.

- Det er fedt også at blive accepteret der, siger Johnny Hansen.

- Tilbage i 1990'erne ramte jeg panden mod muren mange gange. Dengang arbejde vi lige så seriøst med vores musik, som vi gør nu.

- Vi blev også inviteret til Danish Music Awards. Men de første mange år fik vi aldrig priserne, skønt at vores pladesalg var meget større end dem, der fik de der priserne dengang, siger han.

Der blev sendt masser af kærlighed fra publikum, og der blev både skrålet med på egne hits som 'Lonnie fra Berlin' og 'En lille ring af guld' samt covernumre som Clara Sofie og Rune RK's dancehit, 'Når tiden går baglæns', og Neil Diamonds monsterhit 'Sweet Caroline'.
Der blev sendt masser af kærlighed fra publikum, og der blev både skrålet med på egne hits som "Lonnie fra Berlin" og "En lille ring af guld" samt covernumre som Clara Sofie og Rune RK's dancehit, "Når tiden går baglæns", og Neil Diamonds monsterhit "Sweet Caroline".

Har ændret sig

Stemningen omkring bandet har ændret sig nu, mærker Johnny Hansen.

- Nu er man den, folk ringer til og spørger, om man vil lave et tv-program og så videre, siger han.

At stemningen omkring Kandis føles mere kult end kitsch kunne i den grad mærkes, da bandet spillede for første gang på Danmarks næststørste festival, Smukfest, torsdag.

Der var fyldt med unge mennesker i T-shirts med bandets logo. Stemningen var forventningsfuld, som var det de helt store rockstjerner, der skulle på scenen.

Snakken blandt publikum gik blandt andet på, hvilket fedt outfit Johnny mon ville have på.

Kandis fik for alvor det store kommercielle gennembrud i 1993 med nummeret 'En lille ring af guld', som lå på dansktoppen i 33 uger.
Kandis fik for alvor det store kommercielle gennembrud i 1993 med nummeret "En lille ring af guld", som lå på dansktoppen i 33 uger.

Endelig er de her

En mand blandt publikum udbrød: "Thank God, jeg har været på Skanderborg i ti år, og endelig er de her".

På en fra crewets trøje stod der: "carpe diem" - grib dagen - som en reference til en af bandets sange – og det har Kandis gjort.

Kandis blev belønnet af publikum i Bøgeskoven, der brød ud i en infernalsk larm, da bandet trådte op på scenen.

Og da kvintetten lidt over en time senere skulle af scenen, var jublen nøjagtig lige så stor blandt de mange fremmødte unge.

Johnny Hansen

Johnny Dahlgaard Hansen, født 25. juli 1965, er en dansk forsanger og guitarist i det danske dansktop-band Kandis. Kandis har solgt over 1,5 millioner album.

Som 18-årig blev Johnny Hansen medlem af bandet Airport, der blev opløst i 1988. Herefter gik han sammen med en af sine venner, og dannede duoen Jens Erik og Torben, senere kom Jørgen Hein med i bandet som bassist, og dermed blev Kandis dannet i 1989.

Han deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2001 med sangen "Lidt efter lidt".

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS