Kæmpefest: Harry og Meghan er inviteret
Dronning Elizabeth satser tilsyneladende på, at årets Trooping the Colour kan gennemføres
Britiske dronning Elizabeth er tilsyneladende optimist. Også i forhold til at få bugt med covid-19 pandemien. I hvert fald satser hun ifølge The Sunday Times på, at hendes 95 års fødselsdag kan fejres med Trooping the Colour arrangementet den anden lørdag i juni, nøjagtig som hendes fødselsdag plejer at blive fejret.
Artiklen fortsætter under videoen
Monarken har nu i det meste af et år måtte se til, at stort set alle punkter i hendes kalender er blevet aflyst og nu vil hun meget gerne snart tilbage på sporet.
The Sunday Times nævner også, at majestæten har inviteret Harry og Meghan med til festen, og at det, såfremt de kommer, vil være første gang hun ser dem, siden de valgte at trække sig som fremtrædende medlemmer af kongefamilien med udgangen af marts måned sidste år.
Trooping the Colour betragtes som den officielle fejring af majestætens fødselsdag, som egentlig er den 21. april, og den plejer at have tilslutning af stort set hele den nære familie.
Prins Philip kan den 10. juni, altså blot to dage inden den store parade er planlagt til at skulle foregå, fejre sin 100 års fødselsdag. Det vil således være oplagt, at Harry og Meghan også deltager ved den, såfremt de vælger at takke ja til dronningens invitation og situationen i det hele taget tillader, at de tager turen til England fra deres hjem i Californien.